Bank sprængt i luften af automat-tyve

En bank i Fensmark ved Næstved er i fare for at styrte sammen, efter ukendte gerningsmænd natten til torsdag sprængte en pengeautomat i luften.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske Bank i Fensmark ved Næstved er natten til torsdag blevet raseret af en stor eksplosion.

Ukendte gerningsmænd forsøgte tilsyneladende at få fingre i pengene fra bankens hæveautomat, mens sprængstofferne smadrede både automaten og store dele af bankbygningen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Vidner så efterfølgende fire mænd flygte ind i en bil og køre fra stedet, men politiet har ikke et brugbart signalement.

»De kørte i en mørk bil, der muligvis har registreringsnummeret AV 14 154. Det er ikke en bil, vi kender, og den er ikke meldt stjålet,« siger vagtchef Ove Christoffersen.

Efter eksplosionen frygtede man, at banken ville styrte sammen. Bygningen er derfor blevet stivet af, mens politiets teknikere arbejder på stedet.

Det er endnu for tidligt at sige, om det mislykkede kup har sammenhæng med en lignende episode i Ølstykke natten til onsdag, hvor en hæveautomat blev sprunget i luften.

»Først skal vi have gerningsstedet undersøgt. Derefter kan vi begynde at se på, at der er en forbindelse mellem de to episoder,« siger vagtchefen.