Bander i Odense truer socialt udsatte på liv og lemmer: »Det handler om penge og narkomarkedet«

Bandekriminelle fra Odense udsætter socialt udsatte borgere for vold og truer dem på livet. Rådmand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense Kommune kræver handling og vil tage sagen videre til Christiansborg.

Arkivfoto af en hjemløs i København. Socialt udsatte i Odense oplever, at voldsparate bandekriminelle afpresser dem økonomisk og truer dem på livet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Brutal vold, voldtægter, trusler på livet, afpresning og afklippede fingre.

Sådan lyder eksemplerne på de bestialske metoder, som bandekriminelle i Odense har taget i brug over for flere af byens socialt udsatte borgere ifølge Weekendavisen, DR og flere lokale medier.

Problemerne har ifølge flere kilder været tilbagevendende og nåede et foreløbigt højdepunkt i 2017, men denne sommer er de blusset op på ny.

Således oplever de udsatte borgere igen et voldsomt pres fra de kriminelle bander, som blandt andet afpresser hjemløse og stofmisbrugere økonomisk, tvinger dem til at sælge narkotika og truer dem på liv og lemmer, hvis de nægter.

Problemerne er så vidtgående, at fem udsatte borgere denne sommer er flygtet fra Odense. Af frygt for bandernes terror er de gået under jorden på hemmelige adresser i Jylland.

Udviklingen bekymrer Brian Dybro (SF), rådmand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense Kommune, som erkender, at selv om problemet bølger op og ned, så er det »uden tvivl« eskaleret i løbet af sommeren.

»Det er et konstant hårdt miljø. Er man udsat, hjemløs eller misbruger, bliver man nemmere offer for bandemiljøet, fordi de bandekriminelle jo står for stofmarkedet,« siger han til Berlingske.

»Det er selvfølgelig totalt uacceptabelt, at den slags foregår i Odense Kommune. Derfor skal vi gøre alt i vores magt for at hjælpe de socialt udsatte borgere.«

Et årelangt problem

Heinz Wolf, leder af Kirkens Korshær i Odense, mener, at banderne i en årrække har udgjort en væsentlig trussel for de socialt udsatte borgere i Odense.

»De udsatte i Odense lever et hårdt liv. Det er et hårdt liv på gaden, men de kriminelle bander gør det ikke nemmere, og sådan har det været i en årrække,« siger Heinz Wolf og fortæller, at stofmisbrugerne særligt i 2017 var mærket hårdt af den måde, som bandernes håndlangere opførte sig på.

Han nævner, hvordan Kirkens Korshær jævnligt får henvendelser fra udsatte, der er blevet overfaldet og har fået stjålet penge, eller som har fået såkaldte dummebøder, fordi de ikke kunne betale deres narkogæld. Eskalerer det, flyttes stofmisbrugerne fra området, fortæller Heinz Wolf:

»Men det er også vigtigt at sige, at den slags ting ikke sker hver dag. Men det sker, og vi ved oftest, hvem der står bag, og det er de samme personer gennem flere år.«

Mette Guul, leder af kvindeværestedet Reden i Odense

»Der er ingen tvivl om, at miljøet er anspændt. Vi har kvinder, som bliver truet, og som udsættes for fysisk vold.«


På kvindeværestedet Reden i Odense genkender leder Mette Guul også problemet. For hende hersker der ingen tvivl om, at de udsatte kvinder, som hun beskæftiger sig med, denne sommer har oplevet et øget pres fra kriminelle grupperinger – »og det er her stadig«, lyder meldingen.

»Der er ingen tvivl om, at miljøet er anspændt. Vi har kvinder, som bliver truet, og som udsættes for fysisk vold,« siger Mette Guul og gør opmærksom på, at man hos Reden endnu ikke har været nødsaget til at eskortere kvinderne ud af Odense.

»Det handler om penge og narkomarkedet. Hvis man som misbruger skylder penge, så er man den lille i det foretagende. Så bruger de kriminelle grupperinger magtanvendelse for at sikre, at man betalerne pengene af. Gør man ikke det, bliver man truet, udsat for vold, og så risikerer man, at gælden stiger.«

Penge, magt og narko

Hjemløse-avisen Hus Forbi har sommeren over sat fokus på problematikken, hvor blandt andet en anonym hjemløs fra Odense fortalte om sine oplevelser med de bandekriminelle.

Ifølge den hjemløse gik det galt, efter at han skulle sælge narko for banderne, hvorefter han oparbejdede en gæld.

Efterfølgende blev han hentet af fire bandemedlemmer og kørt ud til et øde område, hvor han blev slået »en 15-20 gange i hovedet« med kæp og knytnæve, truet med kniv og fik dødstrusler, der gik på, at banderne enten ville brænde eller drukne ham og derefter begrave ham i en skov.

»Det er penge. Ren og skær penge og magt. De vil styre det hele. De vil eje det hele. Det er der, den ligger. Hvis man ikke gør, som de siger, spænder man ben for dem og deres forretning,« forklarer den hjemløse til Hus Forbi om bandernes adfærd.

Problemets omfang

Odense Kommunes Beskæftigelses- og Socialforvaltning kortlagde denne sommer problemets omfang.

Her blev 92 brugere af byens væresteder spurgt til deres oplevelser og konfrontationer med banderne. 20 af dem svarede, at de inden for det seneste halve år i høj grad var blevet truet af bandemedlemmer, mens 50 procent slet ikke havde følt sig truet.

Lidt under hver femte oplevede, at de på det adspurgte tidspunkt blev presset mere af banderne end normalt. 58 procent havde »slet ikke« samme oplevelse.

Politisk handling

Rådmand Brian Dybro har nu tre forslag med til de igangværende budgetforhandlinger i Odense Kommune, som skal søge at afhjælpe problemet.

Blandt andet vil man gennem en tværfaglig indsats afskaffe hjemløshed i kommunen, og dertil vil man indføre en mere opsøgende og omgående misbrugsbehandling til de socialt udsatte borgere.

Sidste forslag vil man bringe videre til Christiansborg, hvor Brian Dybro i fællesskab med Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) vil foreslå socialminister Astrid Krag (S) at indføre et såkaldt exitprogram til socialt udsatte på landsplan.

»Vi har jo oplevet, at nogle føler sig så truet, at de vil flytte fra byen. Her ønsker jeg, at vi får lavet et exitprogram, hvor vi får bedre mulighed for at boligplacere folk i en anden by,« siger Brian Dybro.