Bandens bitches

Da Henrik og hans bedste ven fik en dummebøde af et medlem af en indvandrerbande, røg de ud i et massivt stofmisbrug. Vennen tog sit eget liv, og Henrik leder stadig efter vejen ud.

Foto: Corbis
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den dag, de kommer efter Henrik, er han klar.

Dér, hvor man sætter skoene i Henriks hus, hviler et kort baseballbat på en hylde lige inden for døren. I gulvhøjde skjuler han en morgenstjerne; en jernkæde, der forbinder en tyk kæp med en tung jernkugle med pigge.

Dér, hvor Henrik og hans kæreste sover, gemmer han et skarpslebent samuraisværd. Han har en såkaldt blankvåbentilladelse, bedyrer han.

Dér i det sorte lædermøblement, hvor Henriks datter har efterladt sin sut og noget legetøj, fremviser Henrik en attrappistol. Med et enkelt greb kan han udskifte overdelen af pistolen, så den kan skyde med skarpt. For det tilfældes skyld gemmer han 9 mm ammunition i brødbakken i sit køkken.

Han ved, at han kan passe på sig selv, sin kæreste og sin lille datter Madeleine. Hvis de altså kommer.

Velkommen til Villa Paranoia – et parcelhus i et tilfældigt kvarter i en soveby et sted i Danmark. Uden for Henriks hus står et gyngestativ og en barnevogn, indenfor bor frygten for indvandrerbander, narkohandlere og gammel gæld.

Henrik bor der naturligvis også, hans kæreste og deres datter, men det er frygten, der har indrettet deres hjem.

Hvis det ikke var så sørgeligt, ville hans arsenal være komisk, men når nu det er så sørgeligt, er det ikke til at overse ironien:

Trods alle sine forholdsregler er Henrik aldeles forsvarsløs, dér hvor han har mest brug for det. Han har endnu ikke fundet det våben, der kan beskytte ham mod hans egen frygt.

Om natten har Henrik mareridt, hans kæreste kan ikke vække ham, og når han vågner, kan han ikke skelne drøm fra virkelighed.

Christoffer kommer til ham oppe på førstesalen af parcelhuset. Henrik ved godt, han drømmer, og han ved, at alle stofferne har gjort ham paranoid. Men Christoffer er der jo, Henrik kan se ham.

Christoffer var hans bedste ven, og de gjorde alting sammen – også den dag de fik en dummebøde af et medlem af den frygtede gadebande Black Cobra. Drengene gik til politiet. Hvor Henrik kun svarede på det allermest nødvendige, begyndte Christoffer at plapre. Han snakkede og snakkede. Efter den dag blev Christoffer bandens bitch. De mishandlede ham. De strippede ham for alt hans tøj, de stak hans fingre ind i en boldsaks og truede med at klippe, de brugte hans mund som askebæger og slukkede deres glødende cigaretter på hans tunge.

Henrik så det ske.

Christoffer forbrød sig mod tavshedens lov, håndhævet af hver enkelt af de 14 organiserede bandegrupperinger, som Rigspolitiet kan tælle i Danmark: Man sladrer ikke til politiet, og hvis man alligevel gør, kommer man til at betale. Nogen kommer til at lægge krop til gadebandernes fysiske afstraffelser, andre betaler en dummebøde, der i dag kan gå helt op til 100.000 kroner, hvis man blander politiet ind i sagen.

Henrik kunne ikke hjælpe Christoffer, og pludselig en dag ringede telefonen: Det var slut. Christoffer døde for sin egen hånd. Han tog en dosis narko så heftig, at intet menneske kunne overleve.

Henrik er blandt de endnu levende. Skridt for skridt, dag for dag, forsøger han at arbejde sig ud af et under-Danmark, som kan synes lovløst og beskidt, men er helt gennemreguleret. Den stærke har altid ret, den svage pligten til at adlyde og holde mund.

Henriks ultimative mål er hverdagen. Han er blevet far, han har et job og en familie at passe. Det er hårdt at få barn. Det er hårdt aldrig at have nogen penge og hårdt at stå op til arbejdet som håndværkerlærling hver morgen, når det eneste Henriks krop skriger på er ’cola’ – kokain.

Det er benhårdt, og samtidig det bedste, der er hændt Henrik. Efter mange år som stofmisbruger og underhund i en verden, hvor pusherne og banderne ejede hver en fiber i hans krop, skinner hverdagen på ham som en solstråle i april. Han har sit parcelhus. Sin kæreste. Og han har sin lille pige, Madeleine.

Desuden ejer han et komplet lædermøblement med to sofaer og fladskærm, og i køkkenet brygger Senseo’en kaffe til gæsterne fra Berlingske Tidende.

Det føles så godt, siger Henrik:

»Ved I hvad, det bedste er: Jeg har papir på det hele. Jeg har en kvittering på alt, hvad jeg ejer.«

For et par år siden ejede han ingenting. Han tog alle de stoffer, han kunne få fat i. Hash, kokain og svampe. Han endte til sidst på gaden som et vrag, der søgte efter sin sjæl mellem andre misbrugeres jointskod.

Men det var ikke sådan, det begyndte. Det begyndte med to danske drenge, lidt pot og en tjeneste.

Uanset hvad Henrik gjorde, var det ikke godt nok til hans far. Sådan følte han, da han som stor teenager kedede sig og hang ud i sovebyen, Han begyndte at ryge hash i tunneler, på stierne, ved ungdomsklubben og skolen sammen med Christoffer. En dag kom en dreng og spurgte, om de havde noget hash. De havde kun, hvad de selv skulle bruge. Men de ville gerne dele, så drengen fik en smule mod en lille betaling.

Det så et medlem af indvandrerbanden. Henrik og Christoffer var kun små, men han kom i bil og truede med at skyde dem. Henrik og Christoffer havde solgt på deres territorium, sagde han. De fik valget mellem invaliditet eller en bøde på mere end 10.000 kroner. Der var ingen måde, hvorpå Henrik og Christoffer kunne skaffe den slags penge. I mere end et døgn gemte de sig i et vandløb, før de gik til politiet.

Det forandrede alt. I retsbygningen med masser af bandemedlemmer som tilhørere på første række afgav de to drenge deres forklaring, som sendte et af medlemmerne i fængsel. Henrik fattede sig i korthed og havde desuden en forbindelse til Postbudet, som de kaldte ham – en indflydelsesrig narkohandler. Christoffer kendte ingen, han lod munden løbe over og beseglede sin skæbne.

Henrik søgte beskyttelse og flyttede ind hos en pusher. Han forsøgte selv at sælge, men det gik ikke. Han kunne ikke holde fingrene fra varerne, og han oparbejdede en pushergæld.

»Jeg blev ’bærer’,« siger han:

»Jeg var ukendt af politiet, derfor kunne jeg komme ind på for eksempel Christiania med store bundter af pengesedler i lommen.«

Henrik ved bedre end nogen anden, at alting i sidste ende handler om stoffer i den kriminelle verden, og at selv de bandemedlemmer, der ikke direkte er involveret, profitterer af dem, hvad enten de handler våben eller kvinder, inddriver gæld eller bedriver simpel afspresning.

Henrik har ’båret’ op til 100.000 kroner i kontanter. Desuden opbevarede og skjulte han kilovis af hash i et pengeskab for pusheren. Men hans stofmisbrug udviklede sig vildere og vildere, og en dag testede den pusher, han boede hos, fire piller på ham. Henrik anede ikke, hvad han tog, men de fire piller sendte ham i koma i dagevis.

Han havnede på gaden, hvor han levede i flere måneder, indtil han foretog et opkald, der forandrede hans liv.

Han ringede til en SSP-medarbejder og sagde, at han ville ud. SSP-medarbejderen skaffede ham en praktikplads og tilbød siden at skaffe ham ud af landet. Til gengæld skulle Henrik være clean, når han skulle af sted. Det lovede Henrik.

Men da dagen kom, og han skulle i lufthavnen, var det hans første dag uden ’cola’ eller andre stoffer i årevis. Han kastede op ud over et af bordene i lufthavnens lounge, og han kastede op igen i flyet. 12 måneder var han væk – 12 måneder kun på hash. 12 måneder med nye venner og evnen til at sanse og tænke selv. 12 måneder uden frygten.

Det var en kæmpesejr for Henrik, der vendte hjem klar til at begynde et nyt liv i Danmark. I dag er han ude. Sådan da.

Han har svært ved at slippe stofferne, og hans kriminelle kontakter har svært ved at slippe ham.

»Jeg tænker på ’cola’ hver eneste dag. Men jeg klarer mig ved at ryge en joint en-to gange om ugen, men aldrig herhjemme. Når jeg bliver alt for rastløs, og når jeg har en dårlig dag, lister jeg af, ruller mig en joint og ryger lidt. Det kan klares på ti minutter, og når jeg kommer tilbage, er jeg helt klar igen. Så leger jeg med Madeleine og putter hende.«

Hans kæreste kender miljøet – hun har selv været gangstertøs hos en bande. Han elsker hende, og hun er god for Henrik, siger han selv.

For nylig ringede en af banderne.

»Deres kører var blevet taget, tror jeg. De manglede en til at transportere noget mellem Jylland og Sjælland. Jeg skulle bare køre en varevogn og ville få 50.000. Jeg tror, at det var heroin, og jeg sagde nej, selvom vi ved Gud godt kunne bruge pengene.«

Opkaldet om Christoffers død nager stadig Henrik. Han ville gerne have været til hans begravelse, men Christoffers forældre ville ikke have nogen fra miljøet med. Henrik forstår dem godt. Så kunne alle de, der solgte stofferne til ham og var med til at slå ham ihjel, stå der i deres mørke tøj.

Henrik ville bare gerne have sagt farvel.

Det kunne han ikke, men han kan noget andet. Henrik er begyndt at gå nogle ture ad sine gamle ruter i sovebyen, hvor hans og Christoffers hashrygning begyndte.

Han har set nogle små drenge hænge ud, han har set resterne af deres joints, og han har også fundet ’pølsemandsposer’ – små gennemsigtige plastposer med lukning, velegnede til at opbevare stoffer i. Der begynder at være bandetags (graffiti-signatur, red.) rundt om i byen.

Henrik kan se det. Det begynder forfra nu. Det er andre drenge og nye årgange, som får deres egne forkerte kontakter. Men i sidste ende er det samme historie om igen.

Det hele begynder forfra. Henrik holder øje, og snart er det på tide at involvere SSP, mener han.

Dét kan Henrik gøre.