Bandeleders forældre kan miste lejebolig

Boligretten skal afgøre, om bandelederen Shuaib Khans forældre må smides ud af deres bolig på Nørrebro, fordi sønnen har truet en betjent i området.

Wallait Khan. - 20180823132558
Wallait Khan har tidligere været lokalpolitiker i København. Han og hustruen står til at blive smidt ud af deres lejlighed på Nørrebro, da sønnen Shuaib Khan, som boede hos dem, er dømt for trusler. Claus Bech/arkiv/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Det var en helt uforstående Wallait Khan, som torsdag mødte op i Københavns Byret.

Det almene boligselskab FSB har opsagt familiens lejlighed, da Wallait Khans søn, leder af banden Loyal to Familia, Shuaib Khan, er dømt for trusler mod en betjent, mens han havde folkeregisteradresse hos forældrene.

Wallait Khan nægter dog at flytte, og derfor var sagen torsdag i retten.

- Vi kender alle sammen hinanden, og der har aldrig været problemer, sagde Wallait Khan, der i øvrigt har været lokalpolitiker i København.

I retten mødte han op i et mørkt jakkesæt, og inden han afsluttede sin forklaring, rettede han sig mod boligselskabets advokater.

- Ja, det undrer mig, at jeg ikke er blevet advaret. I (FSB, red.) har slet ikke skrevet til mig, at han (Shuaib Khan, red.) ikke skal bo der, sagde han.

Boligselskabet har opsagt lejemålet, da en paragraf i Almenlejeloven siger, at et lejemål kan opsiges, hvis et medlem af husstanden bidrager til at skabe utryghed i området. Dog er der altid en konkret vurdering i den enkelte sag.

I retten fortæller repræsentanter for boligselskabet, at beboere i området har været bekymrede over bandekonflikten i området.

Veronica Wolthers-Petersen, advokat for FSB, mener, at Shuaib Khans trusler hindrer den tryghedsskabende indsats i området.

Hun afviser desuden, at retten skal lægge vægt på, at der ikke har været klager over familien:

- Jeg ved ikke, om man selv ville klage over forældrene til den mest berygtede bandeleder i København.

Wallait Khan fortæller, at familien har boet i lejligheden på Kapelvej på Nørrebro i 34 år. Shuaib Khan bor ifølge faren kun en gang imellem i lejligheden - blandt andet fordi han har været i fængsel.

Lejligheden er en del af FSB's Afdeling Blågården, som omfatter området ved Blågårds Plads, og Shuaib Khans trusler mod betjenten fandt sted ved en visitation på netop Blågårds Plads.

Bandelederen er dømt for truslerne i landsretten, men sagen skal i november i Højesteret med krav om udvisning.

Boligsagen afgøres 20. september.

/ritzau/