Bandekonflikt presser betjente: »Frank Jensen sidder med et kæmpe ansvar«

Frank Jensen udmeldte i dag, onsdag, at han vil sætte »hårdt ind mod banderne«. I august sagde han, at banderne »skulle stoppes«. Men der er ikke sket nok, mener Københavns Politis tillidsmand.

Foto: Thomas Sjørup. Politiet arbejder omkring Tagensvej på Nørrebro i forbindelse med skyderi, tirsdag den 31. oktober 2017.Flere personer med banderelationer er blevet skudt. Én er omkommet. (Foto: Thomas Sjørup/Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

Nørrebro. Torben Ryttergaard er enhedstillidsmand i Københavns Politi. Han fortæller, at den verserende bandekonflikt presser politistyrken så meget, at nogle overvejer at forlade politiet.

»Mange af mine kollegaer er voldsomt presset af konstante ændringer i vagtplaner, og heraf mange ændringer kort tid før vagten begynder, der gør, at arbejdsliv og privatliv har svært ved at hænge sammen. Kollegaernes loyalitet slides der voldsomt på i denne tid, og da udsigten til bedring er et pænt stykke ude i fremtiden, har flere af dem tanker om jobskifte,« siger han.

En af årsagerne til, at betjentene er pressede, er den verserende bandekonflikt i København. Den står mellem Loyal to Familia og Brothas. Siden sommer har det kastet adskillige skudepisoder af sig, og tirsdag aften krævede konflikten så sit første dødsoffer. Tre bandemedlemmer fra Brothas blev beskudt ved Tagensvej på Nørrebro, og én af de tre omkom som følge af episoden.

På Facebook har overborgmester Frank Jensen flere gange skrevet, at banderne skal stoppes:

Og senest igår:

Torben Ryttergaard kritiserer overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen. Han mener ikke, der er handling bag ordene.

»Der mangler en solid og helhjertet indsats fra den kommunale side i Københavns kommune. Frank Jensen sidder som overborgmester med et kæmpe ansvar for, at der ikke er sat nok ressourcer ind i den igangværende eskalerede bandekonflikt på det sociale indsatsområde. Det må være i hele samfundets interesse, at også Københavns kommune bliver en aktiv medspiller, og ofrer noget økonomi på at få etableret de rette tiltag, så fødekæden til banderne brydes effektivt: Men indtil nu er det stort set kun blevet til hensigtserklæringer, da vi faktuelt ikke oplever noget ske,« siger han og tilføjer:

»Det gælder om at få sat ind hurtigst muligt fra alle sider, således at presset mod de kriminelle bander gør, at miljøet ikke er så attraktivt at søge til, og vi dermed får minimeret tilgangen til banderne.«

Brug bandepakken

Torben Ryttergaard mener, at kommunen i højere grad skal gøre brug af nogle af de tiltag, der er skrevet ind som følge af Bandepakke lll.

»Regeringen har givet flere værktøjer til brug mod det uvæsen, politiet har flyttet en del ressourcer ind på området, men vi mangler stadig at se den kommunale indsats komme i omdrejninger, og i særdeleshed komme væk fra det reaktive til i langt højere grad at være proaktiv i sin ageren.«

Men justitsminister Søren Papes tiltag om de mobile politistationer, der står fast flere steder i byen, hjælper ikke, fortæller han.

»Det nytter jo ikke, at betjentene sidder der i en sardindåse et bestemt sted. Det er spild af ressourcer, siger mine kollegaer, det er rent »show of force«. De skal ud i gaden. Når man går rundt, kan man bedre se, hvis der foregår et eller andet. Det man jo ikke, hvis man sidder et fast sted, der ser man kun det, der er omkring én: Og det ved bandemedlemmerne godt, så kan de nemmere undgå politiet.«

På et pressemøde onsdag fortalte viceinspektør Torben Svarrer, at han mener, at de initiativer, som politiet har taget i brug, virker. Det tæller bl.a.en helikopter, der flyver over København, de mobile politistationer og visitationszonen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape.

Berlingske arbejder på at få en kommentar fra overborgmester Frank Jensen.