Bande smidt på porten: »Hvis der er nogen, der vil lave en billardklub, så skal de have lov til det«

For første gang bliver den såkaldte Rockerborglov brugt. Fra i dag er rockergruppen Satudarah nemlig nægtet adgang til en bygning i Maribo, som de har lejet. Et nødvendigt tiltag, lyder det fra kommunen. Politiet mener, at adgangsforbuddet skader banderne.

Lolland Kommune har forbudt Satudarah at bruge rockerborgen på første sal første sal i Vestergade 36 i Maribo i tre måneder (Foto: Anne Bæk/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Skyderier, knivstik, nedbrændte kiosker og visitationszoner er blevet en del af hverdagen på Lolland og Falster. Og nu har Lolland Kommune så lukket en rockerborg, som ligger i Maribo. Det er første gang, at Rockerborgloven, som er en del af Bandepakke lll, bliver brugt.

Rockerborgen på første sal i Vestergade 36 i Maribo var beboet af fire mænd fra Satudarah. Bag beslutningen om lukningen står bl.a Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

Egentlig skulle beslutningen være truffet på et udvalgsmøde den 1. november, men da borgmesteren havde opbakning fra byrådet, traf han en formandsbeslutning i samarbejde med Teknik- og Miljøudvalget. Derfor har kommunen nu udstedt et forbud mod, at Satudarah kan bruge huset som samlingssted i tre måneder.

»Vi kan ikke lukke det for evigt. Hvis der er nogen, der vil lave en billardklub, så skal de have lov til det. Men vi kan forlænge forbuddet, hvis de fortsætter deres aktiviteter,« siger Holger Schou Rasmussen og tilføjer:

»De kan bruge det som lejemål for deres familier eller almindeligt lejemål, men de kan ikke bruge det som samlingssted. Og så har de bygget om på terrassen, og det må de heller ikke.«

Holger Schou Rasmussen er ikke bekendt med, hvem der betaler lejen til bygningens ejer, Jørgen Elholm. Lolland Kommune har kontaktet lejer og udlejer, som har bakket op om beslutningen. Som Berlingske tidligere har fortalt, bor den person, der har lejet bygningen, nu et andet sted. Ejeren ved groft sagt ikke, hvem der har boet i lejemålet.

På Lolland-Falster har der siden marts hærget en konflikt mellem to grupperinger: Satudarah mod Mongols MC. For fjorten dage siden lukkede politiet Satudarahs tilholdssted i to uger, og nu har kommunen altså valgt at lukke rockerborgen i yderligere tre måneder med bandepakken i hånden. Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan ejeren af bygningen var svært træt af situationen. Konflikten har ligeledes betydet, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fra dags dato har forlænget de visitationzoner, de har indført i henholdsvis Sakskøbing og Maribo.

Rockerborgloven har tidligere mødt kritik. Forsvarsadvokaten Mette Grith-Stage har kaldt den for et indgreb mod demokratiske værdier, ligesom hun mener, det er meget svært at definere, hvornår noget er »væsentligt utryghedsskabende«, som det hedder i loven. Satudarah selv har udtalt til Berlingske, at det er en ærgerlig udvikling, som vil medføre, at gruppens medlemmer i stedet vil blive nødt til at opholde sig på barer og cafeer i byen. Til det svarer Holger Schou Rasmussen:

»Jeg kan kun sige, at når der ligger en rockerborg midt i en by, og der bliver skudt på den, så bliver det ikke mere utryghedsskabende end det. Det skal forhindres. Og hvor de så vil opholde sig senere, det må vi forholde os til. Hvis de havde været på en bondegård med tre kilometer til hver nabo, så havde det ikke skabt utryghed på samme måde. Uanset hvad, så vil vi bruge de redskaber, vi har. Vi vil også nedlægge forbud mod en ny bygning, hvis mandatet er til stede.«

Bruger de ressourcer, vi har

Kim Kliver, der er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, mener, at forbuddet kan svække og nedtrappe bandekonflikten. Kim Kliver bekræfter, at politiet er massivt tilstede i området, men vil ikke komme nærmere ind på antallet af biler eller betjente. Hvis rockerne begynder at hænge ud på barer og restauranter, så har Kim Kliver følgende svar på det:

»For det første har vi et tæt samarbejde med restauratørerne. De ønsker ikke at have rockermedlemmer på deres restauranter og den opfattelse, tror jeg stadig, de har. For det andet: Hvis restauratørerne ønsker hjælp, så vil vi hele tiden have klar fokus og prioritet på det. Politiet vil altid være behjælpelige, hvis restauratører vil have dem ud.«

Kliver fortæller, at politiet ikke er blege for at indføre zoneforbud, ligesom  har forlænget vistationszonerne i Sakskøbing og Maribo.

»Man skal huske, at der ligger gensidige skyderier forud for det her. Herunder er der også skudt ind i klubhuset. Så man kan sige, at når politiet gør det her, så er det efter nøje overvejelse. Først og fremmest af hensyn til borgerne.«

Men det er jo ikke Satudarah, der har skudt mod sig selv. Er det ikke Mongols, som efter alt at dømme holder til i Sakskøbing, der skulle lukkes ned?

»Jeg har hørt det synspunkt, men så glemmer man, at det er politiets opfattelse, at skyderierne er en del af en gensidig konflikt, hvor der er skudt begge veje. Ud fra den opfattelse, rammer vi miljøerne begge veje. Så den overordnede indsats retter sig mod begge grupper.«

Berlingske arbejder på at få en kommentar fra Justitsministeriet, Satudarah og ejeren af bygningen.