Balkan - brudzonen mellem muslimer og kristne

Balkan har siden serbernes nederlag på Kosovo Polje i det 13. århundrede været brudzone mellem kristendom og islam. I Kosovo flokkes unge i dag om det, de selv kalder »islam light«. Efter kommunisme og krige søger de tilbage til rødderne fra Det Osmanniske Rige - men er muslimer i Europa.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pristina

Når muezzinen med sin højttalerstemme fra minaretens top kalder de troende til bøn, står han i lydstyrke og intensitet ikke tilbage for sine mellemøstlige kolleger.

Klokken er ikke engang fem, og min seng står midt i det geografiske Europa, i Pristina - Kosovos formentlig snarlige hovedstad. Placeret på det Balkan, hvor krige har bølget, og hvor Europas skæbne mere end en gang er blevet beseglet; som ved mordet i Sarajevo 28. juni 1914 på arvingen til Det Østrig-Ungarske Rige, hertug Franz Ferdinand - der udløste Første Verdenskrig. Og hvor islam og kristendom for mere end 600 år siden udkæmpede et slag, der afgørende ændrede regionen og over flere århundreder gjorde millioner af mennesker på Balkan til muslimer.

I dag i en religiøs version, der selv af kosovo-albanere betegnes som »islam light«.

Men slaget på Kosovo Polje banede ikke desto mindre vej for den osmanniske fremrykning, der først sluttede foran Wiens porte i 1529 - og som skabte en ny brudzone mellem islam og kristendom i Europa.

Tankevækkende nok på samme tid som de arabiske maurere var ved at blive fordrevet fra det sydlige Spanien efter flere århundreders herredømme.

Selv om Det Osmanniske Rige gik ind i historiebøgerne med Den Første Verdenskrig, er brudzonen på Balkan stadig så aktiv, at der springer blod. Som da politiske og religiøse dagsordener blev blandet til en dræbende cocktail under krigen i Bosnien i 1990erne, hvor romersk- katolske kroatere og ortodokse serbere kæmpede mod de bosniske muslimer.

Brudzonen blev også understreget, da muslimerne på grund af Vestens våbenembargo importerede hellige krigere fra arabiske lande og fra den øvrige muslimske verden. En beslutning der i øvrigt blev et tveægget sværd.

Og senest var det Slobodan Milosevic og hans kumpaner der i 1999 sleb knivene i Kosovo. Tusindvis blev dræbt og en million kosovo-albanske muslimer blev midlertidigt fordrevet - »etnisk udrenset« - i en voldskampagne, der først sluttede, da NATO - belært af erfaringerne fra Bosnien - gik ind på muslimsk side og tvang de serbiske styrker ud.

Nederlaget på poljen
Omdrejningspunktet for opgøret i Kosovo - der formelt endnu ikke er slut, er stadig det serbiske nederlag på Kosovo Polje i 1389 - også den 28. juni - til en osmannisk/tyrkisk hærstyrke under ledelse af sultan Murat 1.

Serberne blev anført af fyrst Lazar og begge hærledere blev dræbt; Murat dolket før slaget - vistnok af en serbisk ridder, der foregav at være overløber - og Lazar, han blev halshugget på slagmarken.

Nederlaget på Kosovo Polje, et langstrakt stykke fladt bondeland en halv snes kilometer fra Pristina, som i dag er en pulserende og overbefolket heksekedel, har siden ætset sig fast i serbernes sind. Og nederlaget er gennem århundrederne blevet dyrket fra generation til generation.

I serbernes selvforståelse er Kosovo intet mindre end den serbiske civilisations vugge.

Bevogtet monument
Ude på poljen, der på dansk lyder det poetiske navn »Solsortesletten« er rejst to mindesmærker for begivenheden. Begge ligger naturligvis på en bakke, men er i udtryk vidt forskellige.

Det serbiske monument minder mest af alt om et højt firkantet vagttårn opbygget i store stenblokke og synligt på lang afstand. Men først tæt på monumentet opdager man, at det er indhegnet med barberblad-skarp NATO-pigtråd og bevogtet af en gruppe bevæbnede slovakiske soldater, der her henslæber dagene i Kosovos vel nok kedeligste militærlejr.

Albanske sabotører har tidligere uden held forsøgt at få sten-kolossen væk. Det var her Slobodan Milosevic den 28. juni 1989 holdt sin berygtede tale om, at ingen serber nogensinde mere skulle lade sig træde på. Anledningen var 600 året for slaget.

Den tyrkisk forbindelse
Et par kilometer derfra ligger et nymalet gult og fernisduftende mausoleum. Det ligner en gammel moske uden minaret. Det er fra det 15. århundrede og placeret i en muromkranset lund. I midten under en smuk kuppel og på det gamle trægulv står en sarkofag, for hvis ende en stor hvid snoet turban er hængt op.

Selve liget et stedt til hvile i Bursa i Tyrkiet. I sarkofagen her befinder sig noget af hans blod og et par organer.

Mausoleet har netop gennemgået en gennemgribende renovering betalt af »Det tyrkisk-islamiske Trossamfund« i Tyrkiet.

De unge ny-religiøse
Det er i disse omgivelser ude på »Solsortesletten«, at min albanske tolk Petrit Carkaxhiu, der er sidst i 20erne, første gang taler om sin egen religiøsitet. Om behovet for at finde sin identitet i en kaotisk verden. Og ikke mindst i et kaotisk Kosovo, der stadig kæmper med eftervirkningerne af krigen og den forudgående undertrykkelse og samtidig er præget af en total cowboyøkonomi, hvor alle kneb gælder.

»Jeg er troende. Beder flere gange om dagen og går i moské. Det samme gør flere og flere unge. Jeg er sikker på, at det skyldes en trods hos folk mod udviklingen mod korruptionen mod materialismen. I religionen er der håb,« mener Petrit.

Hans kontaktflade er større end de flestes. Han arbejder på en lokal radiostation »Cross Radio« i Pristina - en ungdomskanal, der fungerer som kulturbro mellem unge i Kosovo, Bosnien, Serbien og Kroatien.

Han bor sammen med sin kæreste på tiende år uden at være gift, er forsanger i et rockband med en ikke ringe lokal popularitet, og blandt de yngre årgange er hans stemme kendt over det meste af Kosovo, viser det sig.

Petrit siger, at han var troende allerede før krigen:

»Og der er ingen, der har bedt mig om at gå i moské,« siger han og er realistisk nok til at erkende, at han tilhører et mindretal i forhold til både sin egen og ældre generationer.

»Men om fredagen er moskeerne fulde af bedende,« siger han.

Det er flere år siden han af religiøse årsager lagde spiritus og cigaretter på hylden - og her befinder de sig stadig. For efter krigen er dybden i religiøsiteten nok blevet større, mere filosofisk - men samtidig har han fundet ud af, at det kick, som en drink eller et glas rakki giver, men som ifølge koranen er haram - ikke tilladt - i stedet kan erstattes med et par »Red Bull«.

Asket er han ikke, og for ham er den fortolkning af islam, der udgår fra Kosovos moskeer, »en islam light«.

»Jeg betragter mig selv som et fordomsfrit og selvstændigt tænkende væsen,« lyder hans selv-karakteristik.

Når han skal beskrive sin fortolkning af islam, søger han tilbage til de tyrkiske rødder og siger, at det er den tyrkiske fortolkning af islam, han praktiserer.

»Den er mere fordomsfri.«

Mellemøstlige udlægninger siger ham kun noget i historisk perspektiv, og specielt den stærkt fundamentalistiske saudiarabiske wahabi-tolkning er ham direkte imod - og den har vist sit ansigt i Kosovo.

Tilbage til rødderne
På en af Pristinas utallige restauranter introducerer Petrit mig for sin ven, forfatteren Fahredin Shedu, der har fire udgivelser bag sig - er praktiserende troende, uddannet i orientalske studier på Pristina Universitet og arbejder på en bog om den albansk muslimsk identitet og religiøs radikalisering.

»Efter et halvt århundrede år med kommunisme og ateisme er der mange mennesker, der søger deres åndelige identitet, og da vi i hovedsagen er muslimer, er det naturligt, at vi starter fra vores rødder,« lyder hans forklaring af den ny-religiøse bølge.

Muslimerne i Kosovo og for den sags skyld på hele Balkan bekender sig til den gren af sunni-islam, som benævnes hanifit, og som er den mest liberale og tolerante af de islamiske retninger, og som var hovedreligionen i Det Osmanniske Rige.

»Vi betragter os som europæiske muslimer, og som sådan praktiserer vi vores religion. Vi er tolerante mod andre religioner, for vi har jo været vant til, at de også har været her,« siger Fahredin Shedu.

Tilhængere af den saudiarabiske og fundamentalistiske wahabi-fortolkning af islam har uden held forsøgt at få indflydelse, og på gaderne i Kosovo ses da heller ingen tilhyllede kvinder. Tørklæder er ikke ualmindelige, men blandt unge og yngre kvinder er løsthængende hår og kropsnært tøj langt mere almindeligt.

Og Fahredin Shedu har kun ironisk distance til overs for de få wahabister.

Med et grin fortæller han om, hvordan wahabisterne for et par år siden blev betalt 250 euro for at lade skægget gro, officielt var det betaling for at uddele religiøse bøger.

»Jeg kan forsikre om, at de er så få, at de ikke udgør en trussel mod noget som helst,« siger han.

Og bestiller en tonic - uden gin.