Baggrund: Operation som handelsvare

Er det hensynet til patientens helbred eller sygehusets økonomi, der afgør, om hr. Hansen skal opereres? Tjah. Svaret er tilsyneladende ikke altid så indlysende, som det burde være.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad skal være afgørende for, om man sender gigt-plagede hr. Hansen gennem den strabadserende og risikofyldte operation, som det er at få indsat en kunstig hofte?

Skal det være, fordi det er den eneste mulighed for at lindre hans smerter og sikre ham en tålelig tilværelse uden konstante smerter? Eller skal det være, fordi afdelingen mangler et par operationer for at opfylde kvoten og beslutter sig for at lade ham fylde en ledig tid ud - selv om hans slidgigt måske kommer og går og, og han strengt taget kunne komme lige så langt, eller måske endda længere, hvis han fik hjælp til at tabe sig.

Svaret er ikke så indlysende, som man måske syntes, at det burde være.

Ifølge flere læger er der sat gang i en glidebane af en udvikling i det danske sundhedsvæsen, hvor det i nogle tilfælde er hensynet til sygehusenes økonomi snarere end den enkelte patients helbredsmæssige behov, der styrer operationsaktiviteten.

I et indlæg i Ugeskrift for Læger undrer tre overlæger fra Hvidovre Hospitals ortopædkirurgiske afdeling, Stig Sonne-Holm, Lars Ebskov og Steffen Jacobsen, sig over det boom, der har været fra 2004 til 2007 i antallet af rygkirurgiske indgreb samt operationer, hvor patienterne får indsat et kunstigt knæ eller en kunstig hofte.

Udviklingen har således ikke ført til noget nævneværdigt dyk i ventetiderne, og der synes heller ikke at være indtrådt en decideret slidgigt-epidemi i Danmark i de senere år.

Forklaringen er, vurderer lægerne, at der fra politisk hold er indført »en kobling mellem en specialiseret lægefaglig proces og en økonomisk proces«. Kirurgi er blevet gjort til en »handelsvare«.

Skurken i deres verdensbillede er de såkaldte DRG-takster, som er en opgørelse af de gennemsnitlige omkostninger ved at behandle patienter med forskellige diagnoser. Taksterne blev indført i 1990erne og har til formål at anspore det danske sundhedsvæsen til at levere flere behandlinger til de stadigt flere ældre og syge danskere på en effektiv og økonomisk forsvarlig måde.

En stadig større del af afdelingernes budgetter på de offentlige sygehuse er således blevet gjort afhængige af, hvor mange patienter man er i stand til at køre gennem systemet, og DRG-taksterne er omdrejningspunktet i de afregninger.

Læg dertil etableringen af en boomende privahospitals-sektor, som også er på styk-betaling, og som har fået vind i sejlene med en behandlingsgaranti, der også fremmer hurtig kirurgi - og man står med en imponerende sundheds-produktionsmaskine, som år efter år formår at sætte nye rekorder i antallet af behandlinger.

Det forekommer at være en succes-historie. Men det ømtålelige spørgsmål, der nu sættes på dagsordenen, er, om det nu også i alle tilfælde er en succes-historie for patienterne. Nej, siger lægerne. Mange af de opererede patienter ryger faktisk ind i alvorlige komplikationer, og i mange tilfælde er det mere smertelindrende at tabe sig frem for at få et nyt knæ.

Desuden er det ved mange indgreb en fordel, hvis man kan få patienterne til at holde op med at ryge og drikke i tre måneder op til operationen, da det reducerer risikoen for komplikationer - men overvejelser af den karakter kommer slet ikke i spil, når det skal gå så stærkt.

»Det er en selvstændig succes-parameter i det danske sundhedsvæsen, at noget går stærkt, og meget af økonomien i sektoren er koblet op på det. Det kan på nogle punkter være fornuftigt, men der er også en bagside af medaljen. Kvalitet i en sundhedsydelse er ikke altid det samme, som at man ekspederes hurtigt. Det kan faktisk godt være dårligt og i nogle tilfælde ligefrem farligt at blive behandlet hurtigt,« siger lægelig direktør på Rigshospitalet Jannik Hilsted.

De tre Hvidovre-overlæger står således langt fra alene med deres kritik. Den tidligere chef for Sundhedsstyrelsen Jens Kr. Gøtrik, der nu er direktør i Medicoindustrien, har også kritiseret behandlingsgarantien. Den har bidraget til, at »forretningsmæssige kriterier« er styrende med den realitet til følge, »at en række patienter med symptomer, der ikke tidligere ville have ført til behandling, nu bliver opereret«, mener han.

Det er heller ikke første gang, at der er historier fremme om gustne økonomiske overvejelser, der synes at overtrumfe hensynet til patienternes helbred.

Fagbladet 3F fortalte sidste år, hvordan hele 27 medarbejdere på en fabrik i Sønderjylland var blevet opereret for overbelastning i skulderen med afsæt i de ansattes private sundhedsforsikring, som gav hurtig og let adgang til behandling på privathospitaler. Kun én af medarbejderen blev rask og vendte tilbage, mens de øvrige måtte stoppe med at arbejde på fabrikken.

Også her var flere læger ude og kritisere, at det økonomiske incitamenter, der havde ført til det store antal operationer, selv om det var tvivlsomt, om de ville gavne patienterne, der formentligt ville have haft bedre af f.eks. fysioterapi og aflastning fra arbejdet.

I regionerne er man ikke afvisende over for kritikken. Danske Regioner lancerede fornylig et udspil, der sigter på at løfte kvalieteten af indsatsen i det danske sundhedsvæsen. Her var erkendelsen, at man hidtil har haft fokus på kvantitet, hvor sygehusene får flere penge, jo flere de behandler.

Derfor skulle øvelsen fremover gå på, hvordan man i højere grad kunne skabe økonomiske incitamenter til at øge kvaliteten ved f.eks. at belønne afdelinger, der formår at reducere antallet af infektioner og utilsigtede hændelser.

Det skal ikke længere være nok blot at behandle en masse patienter lynhurtigt Kvaliteten af indsatsen skal ligeledes være i top - og behøver ikke altid at omfatte en operation.