Baggrund: Eksperternes skepsis har forsinket screening

Fagfolk er uenige om værdien af screeninger for kræft. Skeptikere mener, at de sygeliggør ellers raske mennesker, og at ressourcerne kunne udnyttes bedre på anden vis. Undersøgelser viser også, at screening redder liv.

Årligt dør ca. 1.000 danske kvinder af brystkræft. Hvis der indføres et landsdækkende screeningsprogram, vil antallet af dødsfald efter alt at dømme kunne reduceres med i hvert fald 200 årligt.

Det viser erfaringer fra udlandet, og det er også erfaringen fra det program, som har kørt i Københavns og Frederiksberg kommuner siden starten af 1990erne.

Screening redder liv. Basta.

På den baggrund kan det forekomme hovedrystende tåbeligt og fuldstændigt urimeligt, at det har taget så mange år - og at der altså også ser ud til yderligere at gå nogle år - før det danske sundhedsvæsen langt om længe får taget sig sammen til at få etableret et landsdækkende screeningsprogram for brystkræft.

Men som det ofte er tilfældet på sundhedsområdet, findes der heller ikke her en helt entydig sandhed og noget uigendriveligt bevis for, at det er det eneste rigtige at gøre.

For realiteten er nemlig at der i faglige kredse, blandt læger og andre eksperter, i årevis har kørt en indædt debat om værdien af screeninger, som i perioder har antaget nærmest religionskrigsagtig styrke. En debat, som har smittet af på politikere og beslutningstagere, har skabt tvivl, og som givetvis er en medvirkende årsag til, at det hele er gået så langsomt.

Brystkræft er heller ikke det eneste, der er på dagsordenen, når der tales screening. I flere år har der været screening for livmoderhalskræft i hele landet, og der har også været forsøg med screening for tarmkræft og lungekræft i nogle egne af landet.

Og i alle tilfælde er der blevet sat spørgsmålstegn ved, om det nu også er det rigtige at gøre, og om ikke pengene og ressourcerne kunne være brugt bedre på anden vis.

Prominente skeptikere
Blandt skeptikerne har været prominente navne som formanden for Etisk Råd Ole J. Hartling og læge og forsker John Brodersen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab.

Frygten har bl.a. været, at den øgede brug af screeningsprogrammer på kræftområdet vil medføre sygeliggørelse af ellers raske mennesker, forkerte diagnoser og i værste fald dødsfald, når deltagere udsættes for indgreb i tilknytning til undersøgelserne.

Ole J. Hartling har bl.a. givet udtryk for, at det er afgørende vigtigt, at deltagerne fra start får en fyldestgørende information. Det vil sige, at de skal orienteres om, at reelt syge kan risikere at få at vide, at de ikke fejler noget såkaldt falsk negative diagnoser. Der vil også være nogen, der vil få diagnosen, selv om de rent faktisk ikke er syge de falsk positive.

»Det er jo et stort antal mennesker, der undersøges. Derfor må deltagerne også orienteres om risikoen for fejltagelser både for såkaldt falsk-positive og falsk-negative diagnoser. Medaljens bagside er, at der vil ske både en overdiagnosticering og en overbehandling,« konstaterede han i Berlingske Tidende, da et forsøg med tarmkræftscreening i København og Vejle gik i gang.

Det er også et faktum, at screeningerne lægger beslag på store ressourcer. Alene i Region Midjylland skønnes det at ville koste mellem 50 og 100 mio. kr. om året de første tre år at drive mammografiscreeningen.

Dertil kommer så, at opgaven skal presses ind i et i forvejen uhyrligt presset system, hvor der er en skrigende mangel på alle typer kræftlæger og specialsygeplejersker, og hvor der er lange ventetider overalt - til biopsier, skanninger, strålebehandling etc.

Forskellige resultater
Er det derfor rimeligt at bruge en masse energi på at undersøge et stort antal raske mennesker, når konstateret syge kræftpatienter må vente så længe, hvilket beviseligt koster liv? Burde de sparsomme ressourcer så ikke sættes ind her, hvor der uomtvisteligt også vil være liv at redde, anføres det.

Men hele tiden er der også kommet undersøgelser, som har dokumenteret, at screeningerne redder liv, fordi de opsporer kræften på et så tidligt stadie, at mulighederne for behandling og helbredelse er de størst mulige.

Bl.a. viste en undersøgelse, der i januar 2005 blev offentliggjort i British Medical Journal, at det københavnske screeningsprogram havde reduceret dødeligheden som følge af brystkræft med hele 25 pct. i aldersgruppen 50 til 69 år.

Det resultat medvirkede kraftigt til, at politikerne valgte at fremrykke startdatoen for et landsdækkende program fra den planlagte i 2009 til 2007.

Meget tyder så på, at programmet alligevel først bliver en landsdækkende realitet til alle kvinder i aldersgruppen i 2009, 2010 eller 2011.

Men brystkræftscreeningen kommer. Før eller siden.