Babyer klarer lynfødsler

To ud af fem førstegangsfødende bliver nu udskrevet mindre end 24 timer efter fødslen. Stik mod forventningerne har det ført til et lille fald i antallet af genindlæggelser. Faglige organisationer er dog fortsat skeptiske.

Succes at anbringe spædbørn i familiepleje - 1
ARKIVFOTO. To ud af fem førstegangsfødende bliver nu udskrevet mindre end 24 timer efter fødslen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto.

Region Syddanmark blev sidste år mødt med massiv kritik, da den lancerede planerne om, at førstegangsfødende skulle ud af vagten fire til seks timer efter en fødsel. Flere parter frygtede en generation af flaskebørn, der ville blive indlagt med dehydrering og vægttab.

De første data på konsekvenserne af fødeplanen viser dog et lille fald i antallet af genindlæggelser, skriver JydskeVestkysten søndag.

- Ændringerne er marginale, og det har ikke har haft de konsekvenser, man frygtede, siger formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen.

- Det er jeg glad for. Jeg er overbevist om, at der er flere, der sagtens kan klare en ambulant fødsel, hvis man har øvet og forberedt sig og samtidig har et godt beredskab til dem, der ikke kan, siger han.

Samtidig er det fortsat meget få genindlæggelser, der vedrører ernæring - blot 2,2 procent - af genindlæggelserne. Det sker selvom, det nu er hele 37 procent af de nyfødte, der udskrives indenfor 24 timer fødslen mod 28 procent i 2010.

Dansk Sygeplejeråd og Jordemorforeningen frygtede ellers på forhånd, at flere ville få problemer med at etablere amning og komplikationer efter fødslen.

- Mødrene og familier klarer sig tilsyneladende bedre derhjemme, end man måske havde forventet, siger distriksleder i sundhedsplejen i Esbjerg, Anita Christensen.

Der kan dog fortsat ligge skjulte problemer bag tallene, lyder det fra organisationerne.

- Jeg vil gerne have nogle flere specifikke tal på, hvor mange der ammer efter en, to, tre måneder, for sundhedsplejerskerne mener umiddelbart, at der er et væsentligt fald i ammelængden, siger formand for syddanmarkkredsen i Jordemorforeningen, Gitte Valeur, til JydskeVestkysten.BNB