Bådflygtninge traumatiseres af at bo ved havet

For bådflygtninge, som har haft traumatiserende oplevelser under rejsen mod Europa, kan det være problematisk at blive bosat tæt på havet, påpeger flere af landets ø-kommuner.

Foto: STRINGER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan være problematisk for bådflygtninge, som kommer til et dansk asylcenter eller får tildelt en bolig i en af landets kommuner, at blive bosat tæt ved havet.

Det påpeger flere af landets ø-kommuner, skriver Kristeligt Dagblad, som har fået aktindsigt i kommunernes ønsker til flygtningeprofiler, de såkaldte visiteringsskemaer, som Udlændingestyrelsen udsender.

Under flugten over havet kan flygtninge have haft traumatiserende oplevelser, som kommer til udtryk, når de befinder sig i nærheden af havet, fortæller blandt andet integrationsmedarbejder i Fanø Kommune, Hanne Aarestrup til Kristeligt Dagblad.

»Vi har to gange oplevet at få flygtninge, som er traumatiserede efter at have krydset Middelhavet i en båd. Én måtte vi omplacere til en anden kommune med det samme. En anden sidder sygemeldt på Fanø, fordi hun bliver fysisk dårlig, når hun nærmer sig færgen. Vi forsøger at gøre hende klar med psykologhjælp, men det er en lang proces. De flygtninge, det drejer sig om, er kede af at være strandet i deres integrationsprogram, og for os som kommune er det ressourcekrævende at hjælpe dem,« siger hun til avisen.