Bådbrand på Roskilde Fjord blev påsat for pengenes skyld

En 22-årig mand erkender, at han i oktober satte ild til sin båd for at få udbetalt en forsikringssum.

Foto: Jens Nørgaard Larsen.
Læs mere
Fold sammen

København. Det var med udsigten til at få en forsikringssum på 75.000 kroner udbetalt, at en 22-årig mand i oktober sidste år satte ild til sin båd, der lå i Roskilde Fjord.

Det erkender den unge mand i Retten i Hillerød onsdag ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Pengene skulle den 22-årige have delt med sin ven, 24-årige Tavad Khoshival, der var med om bord på båden, da branden blev påsat.

Da ilden tog fat sprang begge mænd i vandet, men det var kun den 22-årige, der kom op igen. To uger senere blev Khoshival fundet druknet.

Den 22-årige mand, der kommer fra Frederikssund, har tidligere nægtet sig skyldig i begge anklager om henholdsvis ildspåsættelse, der bringer andres liv i fare, samt ildspåsættelse med henblik på forsikringssvindel.

Selv om han har erkendt at have sat ild til sin båd for at få forsikringspenge, nægter den 22-årige stadig, at han kunne have forudset, at hans ven ikke ville overleve episoden.

Den tiltalte forklarede, at planen havde været, at båden, efter at han havde hældt benzin ud over den og antændt den, skulle være sejlet videre mod land, hvor begge mænd skulle være hoppet fra borde, når skibet begyndte at skrabe mod bundet.

I stedet sprang de to mænd over bord, da de befandt sig på syv meters dybde og cirka 800-1000 meter fra land.

Den 22-årige forklarede ligeledes, hvordan han forgæves havde forsøgt at holde sin ven oven vande, da det gik op for ham, at de redningsveste, de to mænd var iført, var defekte.

- Det var umuligt, forklarede den tiltalte, som også flere gange frygtede for sit eget liv, mens han svømmede ind mod land.

- Jeg tænkte flere gange, at jeg ikke ville klare den, lød det ifølge Frederiksborg Amts Avis fra den tiltalte.

/ritzau/