Avischef kræves dømt for Stasi-anklage

Politikens tidligere chefredaktør, Bo Lidegaard, bør straffes med fængsel, påstår udhængt journalist og forfatter i retssag.

Arkivfoto: Tidligere chefredaktør for Politiken Bo Lidegaard Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

København: "Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter".

Under denne overskrift beskyldte dagbladet Politiken for fire år siden journalist og forfatter Per Michaelsen for et utroligt dobbeltspil.

Manden, der havde modtaget flere priser for sine afsløringer af danske Stasi-agenter, blev nu selv sat i forbindelse med koldkrigstidens mest berygtede efterretningsvæsen.

Per Michaelsen afviste beskyldningen som usand og gik til modangreb på Politiken.

Nu er sagen langt om længe nået til Københavns Byret, som har afsat mandag og tirsdag til opgøret.

Per Michaelsen påstår, at han er offer for grov bagvaskelse. Krænkelsen er så alvorlig, at Politikens daværende ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard, skal idømmes fængsel. Hertil kommer et krav om 300.000 kroner.

Politiken begyndte at interessere sig for Per Michaelsen, efter at koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis i foråret 2012 havde fortalt om en sensationel opdagelse: Forskeren havde fundet en hidtil ukendt dansk Stasi-agent.

- Det, han har gjort, er grimt og har påvirket det danske samfund i negativ retning. Det gør dybt indtryk på mig. Der er ingen tvivl om, at det er den værste spionsag i Danmark, udtalte forskeren i april 2012 til BT.

Friis afviste at sætte navn på agenten. Han havde ikke tilstrækkelig dokumentation. Imidlertid skrev Politiken 26. maj 2012 følgende:

- Thomas Wegener Friis har "ingen kommentarer" til navnet Per Michaelsen, men ifølge Politikens oplysninger har forskeren selv fortalt flere personer, at det er ham (Per Michaelsen, red.), sagen drejer sig om.

Historikeren er hverken af Bo Lidegaard eller af Per Michaelsen blevet indkaldt for at besvare spørgsmål i byretten. Det skal derimod Politiken-journalisterne Hans Davidsen-Nielsen og Peter Wivel.

Bo Lidegaard kræver at blive frifundet. Avisen har ikke selvstændigt rejst Stasi-beskyldningen mod Michaelsen, men har blot videreformidlet en mistanke, andre personer har berettet om, lyder det.

/ritzau/