Avisbruden

Hun kunne ikke se sig selv i en kirke i en stor, hvid kjole. Derfor valgte Tine Dujardin at blive gift i forældrenes have i en kjole af sin kommende mands aflagte Berlingske-aviser. Parret lagde vægt på, at de skulle kunne genkende dem selv.

Et personligt bryllup. Tine Dujardin bar en kjole af gamle Berlingske-aviser, da hun blev gift med Henrik Bloch Schultz. De blev viet af brudens far, som er kommunaldirektør i Rudersdal Kommune. Fold sammen
Læs mere

Giftes, dét skulle de i hvert fald ikke. Han havde prøvet det før, og hun havde aldrig haft drømmen om flødeskumskjolen og kirkeklokkerne. En dag skete det alligevel. På en ferie i Barcelona friede 49-årige Henrik Bloch Schultz til den 14 år yngre Tine Dujardin.

»Vi er ikke idealister om, at ægteskab er vejen frem. Vi mødte bare hinanden, blev forelskede, og en vielse er en fed måde at bekræfte hinanden på,« siger Tine Dujardin.

Brylluppet skulle stå den 14. juni 2014. Men det måtte endelig ikke passe ind i nogle bestemte rammer. Parret ville kunne genkende sig selv i det, ellers ville der ikke blive noget bryllup. Derfor skulle Tines far, kommunaldirektør for Rudersdal Kommune, stå for vielsen, som skulle finde sted i forældrenes have i Søllerød. Og den hvide kjole blev erstattet af et avisskrud.

»Jeg kunne ikke se mig selv i en »Lilly-model«. Der er mange brude, som er utroligt smukke i brudekjoler, men man kan slet ikke genkende dem. Det er ikke deres stil. Henrik skulle vide, at det er mig, han gifter sig med,« siger hun.

Ideen til kjolen kom fra en avispapirskjole, som Tine havde set til en genbrugsmesse. Fluks ringede hun til sin designerveninde Mette Brodersen, og arbejdet gik i gang. Aviserne tog Tine fra Henriks lager af læste Berlingske – den avis, han altid har holdt.

Et enkelt stykke fandt vej til Henriks brystlomme i hans håndsyede satinjakkesæt. Ordet »Skat« fra en overskrift gik pludselig fra at handle om økonomi til kærlighed. Håret farvede Tine få dage inden brylluppet gult – hendes yndlingsfarve – så det match­ede brudebuketten, skoene og Henriks skjorte. Nok arbejder de begge på Novo Nordisk som teamledere med baggrund som henholdsvis molekylærbiolog og kemiingeniør, men brylluppet skulle sprudle.

Til tonere af Poul Krebs’ »Sådan nogen som os« førte Tines far hende ned i haven, hvor han fik sin embedsmandskappe på og lagde far-minen til fordel for den professionelle. De havde længe talt om, at faderen skulle vie sin datter.

»Det ville være mere personligt, og det må siges, at han i hvert fald godkender fyren,« ler Tine.

At være virkelighedstro

Ligesom kirken røg til fordel for haven, røg salmerne altså til fordel for Poul Krebs og senere i ceremonien The Beatles. Tine mener nemlig ikke, man bare skal have traditioner for traditionernes skyld. Så da forældrene foreslog et par viser, begyndte parret i stedet at tænke i tekster.

»Det skal betyde noget for én. Vi har begge børn fra tidligere forhold, og »Sådan nogen som os« afspejler, at man har noget erfaring med sig. Det er mere virkelighedstro, end at det er første gang, vi ser hinanden og skal til at lære, hvad kærlighed er. Det har vi jo gjort os en masse tanker om,« siger Tine, som har en datter fra tidligere. Henrik har to, og sammen har de fået en søn.

Alle traditioner gik de nu ikke uden om. Aviserne i kjolen var det gamle i remsen, og kjolen noget nyt. Og halskæden, som Tine bar, er lånt af moderen og er af porcelæn med blå maling. De har valgt det til, som gav mening for dem, og taget det fra, som ikke føltes rigtigt.

»Vi er ikke helt afveget fra traditionerne. Når man inviterer 90 mennesker, skal man skabe nogle rammer, som de også kan agere i og synes er fede,« siger Tine.

Da gæsterne i haven så Tine i sin kjole, nikkede mange og tilkendegav, at selvfølgelig skulle Tine da giftes i sådan en. Men kjolen kunne ikke holde til at danse hele natten, fortæller hun.

»Skørtet er nu officielt ødelagt. Den havde sådan nogle gode effekter, når man dansede. Men så gik den lidt i stykker. Heldigvis var designet sådan, at den kunne knappes af, og indenunder var toppen en lårkort kjole med avisdetaljer i bunden. Det var det hele værd.«