Avis: Rigshospitalets direktion fik betalt udgifter uden dokumentation

Rigshospitalets direktion har ifølge Jyllands-Posten ofte fået betalt udgifter til mad og vin uden dokumentation for formålet. Direktionen afviser at have brudt reglerne.

Foto: Morten Germund. Arkivfoto: Morten Germund
Læs mere
Fold sammen

Rigshospitalets direktion har flere gange købt mad, vin og gaver uden at oplyse, hvad formålet var eller hvem, der skulle have gaverne. Det skriver Jyllands-Postens efter gennemgang af direktionens udgiftsbilag vedrørende repræsentation, fortæring og gaver betalt med skattekroner siden 2010.

Avisen skriver, at der blandt et stort antal regninger uden angivelse af formål er en på 45.150 kroner fra First Hotel i Vedbæk i oktober 2013, en på 4.100 kroner fra Copenhagen Admiral Hotel for overnatning i fire dage for en ukendt person i en ukendt anledning og talrige regninger fra den tre mand store direktions faste leverandør af vådt og tørt, Hotel Vinlager og Go’ Appetit i Snekkersten.

Det fremgår ifølge Jyllands-Posten af Rigshospitalets egne retningslinjer fra 2007, at der skal oplyses om formål og deltagere ved for eksempel et restaurationsbesøg.

Rigshospitalets direktion afviser at have brudt reglerne og henviser til, at dokumentationen for afholdte udgifter ifølge retningslinjerne ikke behøver at være til stede i hospitalets centrale bogholderi, før regningerne betales.

Det er godt nok, hvis oplysningerne om formål og deltagere findes lokalt på hospitalet, og det gør de, nemlig i direktionssekretariatet, skriver Rigshospitalets direktions i en mail til Jyllands-Posten.