Autonome opfordrede til uro på tv

Maskerede personer opfordrede til ballade på Nørrebro i et live tv-program.

Københavns Politi måtte sent torsdag aften rykke ud til matriklen på Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset tidligere lå. Her havde en gruppe på ca. 50 personer forsamlet sig, efter at "autonome typer" ifølge politiet på Kanal Københavns tv-frekvens havde opfordret til ballade.

- Det foregik på live tv. Noget, der kaldte sig "kaos tv", hvor der blandt andet var personer med tørklæder for ansigtet, som opfordrede folk til at lave ballade på Jagtvej 69, siger politiets centrale vagtleder til Ritzau.

Politiet sendte gruppen mod Folkets Park, hvorefter det hele gik i sig selv igen. Nu skal ledelsen i Københavns Politi afgøre, hvorvidt der kan rejses en sag mod tv-kanalen.

/ritzau/