Atter tidligere ansatte irakere til Danmark

Tredje hold tidligere ansatte irakere og pårørende er på vej til Danmark for at søge asyl. Ifølge Dansk Folkeparti er det nu slut med at hjælpe tidligere ansatte.

Et ny hold tidligere ansatte irakere og deres familier ventes til Danmark. Her ankommer de første tolke til Sjælsmark Kaserne i juli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Et tredje hold tidligere ansatte irakere og pårørende, i alt omkring 70 personer, er på vej til Danmark. Nyheden om rejsen blev trods risikoen for angreb på de rejsende inden afrejse bragt i flere medier i går.

Ved to tidligere evakueringer fra Basra i det sydlige Irak er i alt 313 tidligere ansatte med pårørende, heraf halvdelen børn, kommet til Danmark, hvor de har fået mulighed for at søge asyl og opholdstilladelse.

Ifølge Udlændingeservice har foreløbig 124 af dem nu fået asyl og kan fortsætte fra asylcentrene i Jylland til egne boliger rundt om i Danmark.

Asylbehandlingen er fremskyndet, fordi en gruppe embedsmænd fra blandt andre Integrationsministeriet på forhånd har gennemgået de tidligere ansattes forklaringer ved samtaler i den britisk-danske lejr ved Basra.

Det seneste hold irakere skal efter Dansk Folkepartis opfattelse også være det sidste.

Advarer mod danske fejl
Partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, advarede i går i et interview med BBC briterne om at gentage, hvad han kalder den danske regerings fejl.

Også i Storbritannien diskuterer man nu, hvorledes man skal hjælpe tidligere ansatte, når de britiske styrker følger efter danskerne ud af Basra-området.

»Man skulle aldrig have lovet noget, som man ikke anede, hvordan man skulle opfylde,« siger Søren Espersen med henvisning til statsminister Anders Fogh Rasmussens løfte til irakerne om, at de »ikke ville blive ladt i stikken«.

I stedet for at flyve irakerne til Danmark skulle de have haft hjælp til at bosætte sig andre steder i Irak eller i regionen:

»Det her vil aldrig blive gentaget, og jeg tror også, at regeringen har lært af det,« tilføjer han.

Når irakerne er ankommet, vil de som ved de to tidligere lejligheder blive kortvarigt anbragt på Sjælsmark Kaserne og derefter flyttet til Røde Kors’ asylcentre ved Ebeltoft og ved Jelling.