Atomdepot er en giftig sag

Naturfredningsforening tror, det bliver umuligt at placere atomlosseplads i Danmark.

Forskningscenter Risø. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA HENRIKSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

- I lyset af det løbske atomkraftværk i Japan tror jeg, at det bliver næsten umuligt at placere et depot for atomaffald i Danmark. Den folkelige modstand vil være enorm.

Det siger præsidenten for Danmarks naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, der også sigter til den hastigt voksende atomkraftmodstand i Tyskland.

Foreningens udmelding kommer, efter at Berlingske i går kunne afsløre, at 22 lokaliteter i Danmark om en måned vil blive udpeget som særligt velegnede til at huse et atomdepot for 5.000 kubikmeter atomaffald fra forskningscenter Risø i mindst 300 år.

I Greenpeace mener man, at atomaffaldet bør blive i nærheden af Risø-området.

- I lokalområdet er man vant til Risøs atomaktiviteter. I forbindelse med depotet kan man opføre et mausoleum, hvor man fortæller atomkraftens historie i Danmark, siger Greenpeace-talsmand Tarjei Haaland.

Imens kæmper fire ministerier for at undgå at få det formelle ansvar for at etablere det danske slutdepot for atomaffald. Det fremgår af et brev fra Indenrigsministeriets departementschef, Kristian Wendelboe, til hans kolleger i Miljø-, Videnskabs- og Klimaministeriet.

I brevet, som ugebladet Ingeniøren refererer, skriver Wendelboe, at ministeriets formandskab for arbejdet snart udløber, og at han ønsker en løsning på den fremtidige forankring af sagen.

- Det viser, at det er en betændt sag, som ingen ønsker at røre med en ildtang, siger professor i miljøret, Peter Pagh.