Atleter flove over tissekontrol

Topprofessionelle sportsfolk oplever store pinsler i anti-dopingkontrollen, viser ny forskning fra Københavns Universitet. De mister appetitten på guld.

Hård omgang at tisse i koppen Fold sammen
Læs mere
Foto: PETER KNEFFEL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De kan cykle op ad de mest lodrette strækninger af Alpe d'Huez eller løbe et maraton på under tre timer. Men når de skal tisse i en kop, kan mange af dem ikke levere så meget som en dråbe.

Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at mange eliteidrætsudøvere er timevis om at komme igennem dopingkontrollerne, og i en tredjedel af tilfældene er årsagen ikke medicinsk, men psykologisk: sceneskræk.

»Dopingkontrollanterne ser direkte på atleterne, mens de tisser. Det gør atleterne flove,« siger Anne-Marie Elbe, lektor ved Institut for Idræt på Københavns Universitet.

Problemet er så alvorligt, at det rammer sportsfolkenes lyst til at give sig fuldt ud i konkurrencer, mener hun. I sin research har hun eksempelvis mødt sportsfolk, der ikke længere har haft lyst til at blive nummer et, fordi førstepladsen automatisk udløser et krav om en urinprøve.

»Det er enormt stressende for atleterne. Inden kontrollerne bruger de kræfter på at tænke på dem, og efterfølgende tager det tid at komme sig,« siger hun.

Brød sammen

En 17-årig, tysk atlet drak mere end seks liter vand på bare to timer, for at kunne tisse. Selvom det gav voldsomme smerter, kunne hun ikke levere den nødvendige urinprøve, og først da hun grædende brød sammen, blev kontrollen afblæst.

»Hun følte nederlag og skam, og ved hver ny konkurrence, hun deltog i, frygtede hun, at det skulle ske igen,« fortæller Anne-Marie Elbe.

Uenighed om markør

Den mest udbredte måde at snyde på er at bruge andres urin. Det er derfor, kontrollørerne står så tæt på, som de gør.

Håbet med forskningen er at få indført en såkaldt markør - en væske, der drikkes og som endegyldigt kæder urin og atlet sammen.

Reglerne for dopingkontrol bestemmes at Det Internationale Dopingagentur. Herhjemme er Anti Doping Danmarks leder, Finn Mikkelsen, dog ikke begejstret for ideen:

»Det er et dårligt signal, at bede idrætsudøvere om at drikke en bestemt væske inden kontrollen. Vi risikerer, at de anklager selve væsken for at være skyld i en positiv urinprøve,« siger han.

Det tyske Forbundsinstitut for Sportsvidenskab har for nylig tildelt 530.000 kr. til Anne-Marie Elbe og andres projekter om doping.