»At være herre i eget hus giver værdighed«

»Den klarer jeg,« svarer en robotstemme i Nicolai Ingemann Bøgelund-Hansens lejlighed, når han beder om at få åbnet terrassedøren eller tændt lyset i stuen. Men for Nicolai er teknologien en tosidet medalje, og en af kommunernes største udfordringer er at få borgerne med ombord, når ny velfærdsteknologi rulles ud.

Nicolai Ingemann Bøgelund-Hansens lejlighed har et stemmestyret system, som han bl.a. kan få til at åbne døre og vinduer, tænde TV’et og få en bøjlestang frem med tøj. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen Fold sammen
Læs mere

Med en mekanisk snurren glider vinduet i soveværelset op. Fugtig vinterluft fylder den lille lejlighed i det sydøstlige Odense og får hurtigt Nicolai Ingemann Bøgelund-Hansen til at udstede nye ordrer.

»Obama,« siger Nicolai og påkalder sig derved opmærksomheden fra systemet.

»Hvad ønsker De?« replicerer en dyb mandestemme. Ikke helt ulig præsidentens.

»Luk vinduet i soveværelse.«

»Javel.«

Brummende går vinduet i igen.

Nicolai Ingemann Bøgelund-Hansen er spastisk lammet, sidder i kørestol og bor på bostedet Munkehatten – et af de steder, hvor Odense Kommune afprøver og implementerer spritny velfærdsteknologi.

For tre år siden fik han et stemmestyret system, så han gennem 48 forskellige kommandoer blandt andet kan styre vinduer, gardiner, lys, døre og bøjlestangen i sit tøjskab. En teknologi, der har gjort ham mere uafhængig af personalets hjælp. Og i øvrigt et system, som Nicolai har opkaldt efter Barack Obama – dels som en slet skjult hån mod den amerikanske præsidents socialistiske tilbøjeligheder, Nicolai er selv »Venstremand med stort V«, dels som et kompliment til statsmandens fortid med frivilligt arbejde på blandt andet det sociale område.

»Jeg er ikke afhængig af at få hjælp, hvis jeg skal have lukket et vindue. Og jeg kan selv vælge det tøj, jeg vil have på. Det giver en masse værdighed, at jeg kan føle mig mere som herre i eget hus og selv bestemme, når jeg ikke gider se på andre mennesker. Men man må jo også se nøgternt på det. Og det handler selvfølgelig også om, at der skal spares penge og ressourcer. På den måde tager det også værdighed, når det er en robot, der skal klare det, et menneske før tog sig af,« siger Nicolai Ingemann Bøgelund-Hansen.

Manglende accept er den største barriere

I Odense og de fleste af landets 97 øvrige kommuner buldrer velfærdsteknologien frem. Der installeres spiserobotter, toiletter, der kan vaske og tørre, robot-sæler og GPS’er til demente. Blandt meget andet mekanik og apparatur.

Fremtidens velfærd bliver hele tiden smartere, tidsbesparende og mere effektiv. Men når et lægebesøg skal klares over en computerforbindelse, eller en robotarm hjælper med aftensmaden, står kommunerne over for en stor udfordring: at få borgerne til at stige ombord på velfærdsteknologiens flagskibe. En undersøgelse fra Rambøll og Dansk IT viste i sommers, at kommunerne peger på manglende accept blandt borgerne som den største barriere for at realisere teknologiernes potentiale. Og spørger man borgerne selv, deler velfærdsteknologi vandene: 45 procent er helt eller delvist enige i, at det er acceptabelt at anvende velfærdsteknologi til personlig pleje og omsorg, mens 38 procent er helt eller delvist uenige.

En konkret udfordring, Christian Juul Hansen møder ude i virkeligheden. Han er rehabiliteringsleder på Munkehatten og stod for en håndfuld år siden i spidsen for at rykke intelligente senge, spiserobotter og stemmestyringssystemer ind på en række af beboernes værelser.

»Først og fremmest har det været et spørgsmål om at forsøge at finde ud af, hvilke beboere der rent faktisk havde et reelt behov – og i lige så høj grad, hvem der havde lyst til at prøve det af. Men den store udfordring har været at fastholde og virkelig give teknologierne en chance. Og lytter man og ser, hvordan en løsning virker for en borger, kan det blive en succes,« siger Christian Juul Hansen.

Andet end tid og penge

Teknologien kræver noget tilvænning, når den føres ud i livet, medgiver Christian Juul Hansen. Også for medarbejderne, der i begyndelsen havde fornemmelsen af, at jo mere de effektiviserede og sparede tid med smarte robotter, jo dybere savede de i den gren, de selv sad på – deres job.

Ifølge Christian Juul Hansen er den første kommunale erkendelse, man må nå, at alting ikke kan gøres op i tid og penge. Og at det i bund og grund handler om, hvad der er til borgerens bedste. Om det så må betyde, at nogle medarbejdere skal finde et andet arbejde.

»Da vi først begyndte at implementere teknologi på Munkehatten, kom diskussionen lynhurtigt til at dreje sig om, hvor mange ressourcer vi kunne spare. Hvor meget tid frigav det? Hvad var den økonomiske bundlinje? Men det gik op for os, at man også må kigge på nogle andre parametre: tryghed, frihed og livskvalitet. Vi må grundlæggende spørge os selv: Hvordan får borgerne det mest værdige liv?« siger han.

For Nicolai Ingemann Bøgelund-Hansen er friheden til at slukke lyset i loftet og skifte kanal på fjernsynet ved hjælp af egen stemme afgørende. Man bliver mere mand end objekt. Mere menneske end sagsmappe.

»Hvis teknologien var til det, ville jeg være så selvhjulpen, som jeg overhovedet kunne. Men jeg har heller ikke behov for det sociale netværk gennem medarbejderne, som andre måske har. For mig er det værdigt at være uafhængig af, at andre skal komme og rulle gardinerne fra eller åbne døren til badeværelset,« siger han.

Flytter snart sammen med sin forlovede

Nicolai flytter snart væk fra Munkehatten. Han er skrevet op til en lejlighed i Roskilde for at kunne flytte sammen med sin forlovede. Her har han ingen intentioner om, at Obama skal flytte med. For det første, er systemet hvinende dyrt.

»Og for det andet får jeg ikke brugt og trænet mine fingre ret meget, når jeg bruger stemmesystemet,« siger Nicolai.

Små ting, som at en borger ikke vedligeholder fingermusklerne, gør den store forskel, når man implementerer velfærdsteknologi. Christian Juul Hansen har i flere omgange – og på den hårde måde – erfaret, at det, der på papiret virker som en god løsning, ikke fungerer i virkeligheden. Skrækscenariet er blevet malet tydeligt op i debatten: kommunerne, der flår de varme hænder ud af velfærdssystemet og erstatter dem med kolde maskiner. Men Christian Juul Hansen er ikke skræmt:

»Der bliver flere, der har brug for varme hænder, og færre af dem. Det er vilkårene, og det kalder jo på, at vi finder nogle bedre løsninger. Men bliver det gjort på den rigtige måde, synes jeg ikke, man skal se det som et tab – så har man kunnet skabe en udvikling for borgerne, hvor de får mere værdighed og større livskvalitet.«