At skabe en af fem millioner

Hovedkontor og laboratorium for den internationale sædbank Cryos i Aarhus. Cryos - international sperm bank. Nedfrosne sæddonationer opbevares i store beholdere, hvor de holdes nedfrosne i flydende nitrogen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen/ Panos Pictures
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lene Eriksens datter på fire-et-halvt år har lysebrunt hår, brune øjne og lidt stritører. Der ligner hun sin mor. Hun er en »snakker«, fysisk hurtig og elsker at sole sig i opmærksomhed. På det punkt ligner hun slet ikke sin mor, så Clara må have det fra en anden. Men hvorfra?

Lene Eriksen ved det ikke præcis. For datteren har ingen far. Punktum.For et barn på fire-et-halvt er det lidt på linje med, at Lene og Clara heller ikke har hund eller marsvin i lejligheden på det ydre Frederiksberg.

»Far« mangler ikke, for han har aldrig været der, hverken fysisk eller som begreb, og Claras abstraktionsverden rækker ikke længere lige nu.Clara er resultatet af Lene og en anonym sæddonor. Alt, Lene ved og nogensinde kan få at vide er, at donoren ligner hende i essentielle træk; har brune øjne, brunt hår og er ret høj.

»Jeg ser ikke på donoren som konkret person. Mit hoved ved godt, at der er et rigtigt menneske i den anden ende med en livserfaring, særlige kvaliteter og gener, men jeg har også en naturfaglig baggrund og jeg tror ikke, at man kan nedarve et særligt gen for kreativitet eller lykke. Jeg har i virkeligheden bare haft tillid til, at det var et rigtigt dejligt barn, jeg skulle have,« siger Lene Eriksen.

Sidst i sine 30ere gik Lene ud af et ufrivilligt barnløst, langvarigt parforhold. Nye mænd i hendes liv meddelte, at de ikke ønskede det barn, som Lene helt nede i tæerne vidste, at hun måtte have. Derfor valgte hun en skulle det vise sig lang og fysisk smertefuld fertilitetsproces, først insemination, så reagensglasbehandling. Hun valgte selv sæddonoren, men kender kun hans hårfarve, øjenfarve og højde. I dag anbefaler hun kvinder i samme situation at overveje valget af den ene halvdel af barnets gener grundigt, uanset om man vil vide alt eller (næsten) intet:

»Man har selv ret til at udvælge donor i dag, og det skal man overveje nøje, om man har behov for. Men når jeg ser på min datter, tænker jeg, at jeg ikke selv kunne have udvalgt en bedre mand til at lave så lækkert et barn. Det ville min fantasi og mit talent simpelthen ikke række til. Der skal større kræfter til.«

Hvordan Clara er blevet, som hun er blevet, er i Lenes øjne et dejligt mysterium. Måske har hun træk fra sin morfar, fra Lenes bror, fra en fjern fætter, fra universet. Måske er hun bare helt unik. Skabt med en helt fremmeds sædcelle. En fremmed, flink mands sædcelle.»Jeg tænker, at det må være en fantastisk mand. Jeg er ham dybt taknemmelig.«

Hvor skabelsen af små nye dans­kere var et spørgsmål om lidt held (eller uheld) hjemme på lagnerne, er et rekordstort antal i dag skabt med fertilitetslægers hjælp. Det er ikke længere et simpelt knald, så at sige, at få børn. Og mens det er en kærlighedsakt til barnet som aldrig før, er det ikke nødvendigvis en kærlighedsakt mellem to voksne at skabe nye danskere.

Lige nu begynder 6.500 børn årligt deres eksistens i petriskåle eller reagensglas. Det er 17 om dagen hver tiende barn i en årgang.En del af dem begynder deres tilværelse her; i de rygende frysere i verdens største sædbank, Cryos, midt i Århus. I Cryos’ tanke på femte sal over Vesterbro Torv omgivet af heftigt retoucherede babyfotos og små rum med »Sextase«-blade ligger den ene halvdel af arveanlæggene til flere tusinde fremtidsdanskere og andre uspecificerede verdensborgere. Her opbevares omtrent 170 liter sæd, sorteret i tynde plaststrå. Sædcellerne venter på at blive udvalgt, betalt og skibet ud til klinikker, kvinder og deres æg. Derude, et sted i verden, bliver sædcellerne tøet op og genoptager mirakuløst deres stødvise rundtsvømmen, kort før de lægges op i en kvinde eller i reagensglas med udtagne æg.

Se på bankens handelsvare med objektive øjne. Sædceller. Mikroskopiske 0,006 centimeter store celler med lange haler; umælende organismer, der helst skal være gode svømmere og rige i antal. That’s it. Det er ikke ligefrem fordi de mangler i antal rundt omkring på uudluftede teenagedrengeværelser eller i bylivets hængerøvsbukser.

Men det er ikke bare spermatozoer og sekret, der udgår herfra. Det er dybfrosne drømme, håb, forestillinger om helt særlige børn og særlige liv, som fragtes til 70 lande over hele kloden.»Jeg kan stadig blive imponeret over, hvad der kan lægges i så små organismer. Det kan slet ikke sammenlignes med andet inden for medicinvidenskaben. Den er livreddende. Det her er livsskabende,« siger Ole Schou, der netop har fejret 25 års jubilæum.

»Vores kunder har det til fælles, at de ønsker at reproducere sig, stadfæste en kærlighed eller starte en familie. Men kundegruppen begynder at ligne normaliteten mere og mere. Da vi begyndte, hjalp vi i høj grad kvinder og par, der var barnløse på grund af sygdom. I dag handler det for mange om, at de mangler en mand og opfylder drømmen på denne måde.«

Læg dertil, at det, der bliver læst ind i sædcellernes egenskaber i dag, er langt mere følelsesladet, kompliceret og tættere på virkeligheden end dengang, en portion sæd blot var en reservedel til »syge«. De enlige og lesbiske kvinder udgør i dag næsten halvdelen af sædkøberne i Ole Schous bank og de vil ofte have informationer og valgmuligheder, før de træffer livsændrende valg i det, Ole Schou kalder »den genetiske datingklub«.

»Nogle kalder resultatet »designerbørn«. Men vent; lad os lige definere det. Alle børn er jo designerbørn. Med mindre der er tale om voldtægt, vælger kvinder sit barns far med omhu, også i den virkeligheden verden. Jeg tror, vi skal have stor respekt for den selektion. Kvinder har en sjette sans, som de end ikke selv kan definere,« siger han.

Derfor tilbyder sædbanken i dag, at kvinderne hvis de vil ikke bare kan få oplysninger om donorens hårfarve og højde, men høre hans stemme, læse et personligt brev, læser målinger på hans emotionelle habitus, om han er til krydret mad eller hvid sovs, rejsevant eller hjemmefødning, de kan sågar se fotos af ham som barn.

Det er ikke fordi kvinderne ønsker at skabe sig en lille fotomodel, superhjerne eller sportsstjerne, siger Ole Schou. Modtagerkvinderne søger identitet. En anden historie at fortælle sig selv og omverdenen, når de nu ikke er lykkedes med den traditionelle ur-fortælling:

»Den store kærlighed« eller »Den naturlige undfangelse«.»I sidste ende er det »krage søger mage«. Kreative søger kreative, akademikere søger akademikere, mørkhårede ønsker mørkhårede donorer. Det kan i vores branche og i virkeligheden være spændende med en eksotisk partner, men ofte finder man hjem til dét, man naturligst identificerer sig med,« siger Ole Schou.

En af de knap 500 donorer i systemet er »Morten«.

Morten hedder naturligvis ikke Morten. Ikke fordi det er en hemmelighed for hans familie eller venner, at han donorer sædceller til par, enlige og lesbiske. Har har bare hverken lyst til eller behov for at møde de eventuelle børn, der kommer ud af hans forholdsvist lavtlønnede studiejob. De vil ikke være »hans«, og han vil ikke være deres »far«, selv om de af udseende og måske væremåde vil slægte ham på.

I Mortens øjne afleverer han »et produkt« i sædbanken. Indleverer et middel, der kan hjælpe kvinder og par, der virkelig har brug for det.

»Den dag, jeg selv skal have børn, skal det være med en kvinde, som jeg har et forhold til og elsker. Et barn, som jeg selv har været med til at opfostre og har indprentet mine værdier. Jeg føler ikke ansvar for de børn, jeg måske er biologisk far til ad denne vej; det har jeg talt meget med min familie og venner om, og det var vigtigt at klargøre netop det for mig selv fra starten,« siger han.

Morten er ikke hvem-som-helst. Han er udvalgt, selekteret, målt og vejet. Han rager over de krævede 180 centimeter, har mørke øjne, mørkkrøllet hår, er udadvendt, sød, intelligent og smilende. Svigermors drøm, men single. Han er også kun 21 år. En dag vil han få sine egne børn, måske endda brunøjede, mørkkrøllede børn udstyret med den næse, der går igen på mændenes side i Mortens familie.

»Folk i min familie har generelt været sygdomsfri, sunde og raske. Og jeg havde en veninde på studiet, der spurgte, om jeg altid var glad. Det er da dejligt, hvis man give den egenskab videre til et barn ude i verden. Men lige meget, hvad ens gener kan, har ens miljø rigtig meget med det at gøre. Hvor man vokser op, og hvilken kærlighed, man får,« siger han som i øvrigt ikke er bange for at møde babyer eller børn på gaden, der er resultatet af hans sædceller:

»Tanken strejfer mig, men det gør mig egentlig ikke noget. Det vil aldrig genere mig, for jeg vil ikke vide, hvem det var. Eller hvor de havner henne. Jeg håber bare, de får et godt liv, så vil jeg ikke bede om så meget mere,« siger han siddende i sædbankens københavnerafdelings lille te-køkken.

Stedets laborant pusler rundt imens. Sorterer og mærker sæd, registrerer og gør klar til afsendelse.At lave en af fem millioner er ikke, hvad det har været. En del af fremtiden begynder her.

»Mortens« identitet er redaktionen bekendt. Han er ikke mulig donor til Lene Eriksens datter.