Asylbørn bliver syge af mange flytninger

Det er ikke kun den lange opholdstid i de danske asylcentre, der gør asylbørn psykisk syge. De mange flytninger mellem centreneforværrer børnenes i forvejen skrøbelige helbred.

Foto: Søren Bidstrup

Asylbørn i Danmark har oplevet at få et markant dårligere psykisk helbred som følge af de mange flytninger mellem forskellige asylcentre.

Det viser den største rapport af børnene på de danske asylcentre nogensinde fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, der har undersøgt 246 børn mellem 4 og 16 år.

Børnene har i gennemsnit boet på asylcenter i fire år og flyttet seks gange. Enkelte er flyttet helt op til 13 gange i løbet af opholdstiden i Danmark. Og det er alt for mange ifølge forskerne bag undersøgelsen.

»Ud fra vores undersøgelse kan vi konstatere, at mange skift er uhensigtsmæssigt for børnenes psykiske helbred. Børnenes mentale tilstand forværres markant efter tre flytninger. Vil man lave et system, der er hensigtsmæssigt for børnene, skal de ikke flyttes rundt mere end højst nødvendigt,« siger én af forskerne bag undersøgelsen, Signe Smith Nielsen.

Forholdene for asylbørnene har dog ændret sig siden 2006, hvor undersøgelsen blev sat i gang. Tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), sagde sidste år, at regeringens politik er maksimum tre flytninger, og det niveau er nået. Men det er gennemsnitstal og hjælper ikke de børn, der allerede har taget skade, påpeger forskerne.

»Det er gennemsnitstal. Nogle børn flytter stadig mere end tre gange i løbet af deres ophold i Danmark, og så mange flytninger påvirker børnenes psykiske helbredstilstand,« siger Signe Smith Nielsen.

Selv om mange af asylbørnene allerede var psykisk hårdt belastet, da de kom til Danmark, har opholdstiden i asylsystemet og de mange flytninger forværret børnenes psykiske helbred markant. Asylbørnenes mange flytninger skyldes en kombination af centerlukninger og uvidenhed. Røde Kors erkender, at flytningerne har været alvorlige for børnene, men de har ikke kunnet undgås.

»Det var ganske alvorligt for børnene. De turde ikke knytte kontakter, fordi det var meget smertefuldt at flytte hver gang,« siger Jørgen Chemnitz, chef for asylafdelingen i Dansk Røde Kors, som driver hovedparten af de danske asylcentre.

Jørgen Chemnitz fremhæver, at flytningerne i dag er begrænset til i gennemsnit to flytninger for nyindrejsende.

Venstres integrationsordfører Karen Ellemann er parat til at se nærmere på, hvorfor der i nogle tilfælde kan være tale om flere flytninger.

Fra oppositionen lyder reaktionen entydigt, at børnefamilierne skal have lov til at flytte ud af asylcentrene allerede efter et halvt år, og at antallert af flytninger skal nedbringes.

»Det kan ikke nytte, at vi behandler børn på en måde, som vi nu dokumenteret kan sige, udsætter dem for sundhedsmæssig fare. Ingen børn bør opholde sig i asylcentre mere end seks måneder, og når de bliver flyttet ud, så skal det være permanent. De skal ikke flyttes frem og tilbage,« lyder det fra den radikale integrationsordfører Morten Østergaard. Han bakkes op af både S og SF.

Den gennemsnitlige opholdstid er i øjeblikket på to et halvt år.