Astronauter bliver høje af vægtløsheden

Når den danske astronaut Andreas Mogensen bliver sendt ud i rummet, kommer han til at opleve vægtløsheden, som både er ubehagelig og fascinerende.

Vægtløshed opstår, fordi astronauten, rumfartøjet eller rumstationen hele tiden befinder sig i et frit fald ned mod Jordens tyngdefelt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en almindelig misforståelse, at astronauter i rummet oplever vægtløshed, fordi de er sluppet fri af Jordens tyngdefelt.

Oppe på Den Internationale Rumstation, der svæver rundt godt 400 kilometer over Jordens overflade, er tyngdekraften kun aftaget med få procent i forhold til hernede på jordoverfladen. Vægtløshed, eller rettere mikrogravitation, opstår i stedet, fordi rumstationen i princippet befinder sig i et evigt frit fald.

Stationen forsøger hele tiden at falde ned mod Jorden og dens tyngdefelt. Men på grund af dens høje hastighed på omkring 27.000 km/t rammer rumstationen konstant ved siden af Jorden i sit frie fald. Hvilket har den konsekvens, at der opstår vægtløshed ombord.

Vægtløshed er den oplevelse, som vores danske astronaut Andreas Mogensen ser mest frem til, når han om godt halvanden uge bliver skudt op til rumstationen sammen med to kosmonauter fra henholdsvis Rusland og Kasakhstan.

Allerede cirka ni minutter efter opsendelsen fra Kasakhstan indfinder vægtløsheden sig i den snævre russiske Soyuz-kabine. Men det bliver først i det øjeblik, at rumfartøjet har koblet sig til Den Internationale Rumstation, og Andreas Mogensen kan løsne sikkerhedsbælterne, at han for alvor kan nyde det store svæv.

Rumstationens volumen er så stor som en velvoksen jumbojet, så der er rige muligheder for at slå kolbøtter i luften og more sig med så let som ingenting at flytte genstande, der på Jorden ville veje 100 kilo eller mere.

Men det første, verdens første dansker i rummet vil opleve, vil formentlig være kvalme og desorientering. Kvalmen kan han dæmpe ved at tage medicin mod rumsyge. Men desorienteringen er der umiddelbart ikke meget at gøre ved, for det kræver tilvænning at være vægtløs, både mentalt og fysisk.

På rumstationen er der reelt ikke noget oppe og nede, for fødderne vil aldrig pege i en bestemt retning. Naturligvis har man defineret noget som loft og noget andet som gulv – nemlig det plan, der vender mod Jorden. Men for hjernen giver det ingen mening. Den bliver bare forvirret.

Dertil kommer, at væske og blod lige pludselig holder op med at søge mod fødder og ben. Hjertet svulmer en smule op, og hjernen får unormalt meget blod, hvilket kan føles ubehageligt. Endelig vokser rygsøjlen som følge af udeblivelsen af det tryk, der hersker her på Jorden. Nogle vokser så meget som syv-otte cm i højden.

Ifølge Danmarks førende ekspert i rummedicin, professor Peter Norsk, der aktuelt er tilknyttet NASA i Houston, USA, tager det typisk seks uger at vænne sig til vægtløshed. Men Andreas Mogensen skal kun være ombord i ti dage, så han må være forberedt på konstant at støde ind i vægge og medastronauter, når han skal bevæge sig rundt. Et lidt for hårdt skub kan sende ham med al for høj fart gennem rumstationen – med fare for, at han slår sig selv eller andre.

Andreas Mogensen har over for denne skribent udtrykt det sådan her:

»I begyndelsen kommer jeg sikkert til at zigzagge mig frem fra væg til væg. Man har ikke nogen god fornemmelse af fart, for der er ingen lyd og ingen vind i ansigtet. Så jeg risikerer at slå mig.«

Ikke desto mindre må man misunde den 38-årige dansker oplevelsen. Sikke en kropsfrihed, man må opleve. Intet tryk mod ellers værkende lænd og skuldre, når man sidder eller ligger ned, for man sidder eller ligger ikke ned. Ingen vabler af at gå på fødderne, for man går ikke på fødderne. Dertil den blotte fornemmelse af at svæve gennem rummet som en albatros på evig opdrift. Ingen rutsjebane, flyvetur eller bungyjump på Jorden kan give dig en tilsvarende oplevelse.

Eller tænk på den mærkværdige fornemmelse, når man skal sove. Hvis ikke du spænder dig fast, vågner du op et andet sted, end der hvor du faldt i søvn. Det er ligegyldigt, om du sover på hovedet, for der er ikke noget »på hovedet«. Og hvis du lægger en dyne over dig uden at spænde den fast, vil bare et lille skub i søvne hurtigt sende dynen langt væk.

For mange erfarne rumrejsende er vægtløsheden et fantastisk kick, som de savner umådelig meget efter ankomsten til Jorden. De første dage i den jordiske tyngdekraft bliver da heller næppe morsomme for Andreas Mogensen.

Ifølge Peter Norsk risikerer han at besvime, han kan få svært ved at gå uden at falde eller ramle ind i vægge, han kan få rygsmerter, og han bør ikke køre bil. Men på grund af rumrejsens korte varighed vil symptomerne formentlig forsvinde i løbet af en uge eller to, mener rumlægen.

Men savnet efter vægtløsheden vil næppe nogensinde slippe taget i ham. Så lad os for Andreas Mogensens skyld håbe på, at han en dag får en længere rejse til det evige frie fald deroppe.