Astronaut-Andreas: Missionen fortsætter på Jorden

Selv om Danmarks første mand i rummet, Andreas Mogensen, er retur i Danmark, er missionen ikke slut, understregede astronauten i København onsdag.

ESA astronaut Andreas Mogensen modtager medalje af Dronning Margrethe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Der blev taget selfies, viftet med dannebrog, klappet og hujet, da Danmarks første mand i rummet onsdag satte sine ben på dansk grund igen - nærmere bestemt Industriens Hus i København.

Her satte den hjemvendte astronaut, Andreas Mogensen, ord på nogle af de opgaver, der nu venter ham forude. Og der er nok at tage fat på - både hvad gælder forskning og formidling.

»Selv om jeg er tilbage, så fortsætter jeg missionen. Jeg er blandt andet i gang med flere fysiologiske forsøg og har de seneste par dage fået taget en muskelbiopsi, fået scannet mine knogler og min hjerne. Det er noget, der vil fortsætte de næste par uger. Og så vil formidlingen til børn, unge og studerende og hele den del af missionen fortsætte,« lød det fra Andreas Mogensen, som samtidig slog fast:

»Det er måske de vigtigste dele af missionen, som fortsat er tilbage. Og jeg ser meget frem til at komme ud til skoler og universiteter og fortælle om forskningen og missionen og det spændende og vigtige arbejde, vi laver.«

Forinden ankomsten i det indre København var Andreas Morgenen blevet modtaget af uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) i Københavns Lufthavn i Kastrup. Ministeren udtrykte stor respekt for Andreas Mogensens arbejde.

»Det kræver dygtigt og målrettet arbejde af Andreas Mogensen, og det har han leveret,« sagde Esben Lunde Larsen, der også fastslog vigtigheden af, at Danmark er med på missioner i rummet:

»Der er både naturvidenskabelige og teknologiske perspektiver i, at vi har haft en mand i rummet. Vi kan styrke den naturvidenskabelige interesse blandt vores børn og unge rent uddannelses- og forskningsmæssigt, og så kan vi bruge det i vores danske virksomheder, som har fået afprøvet teknologi i rummet via forskning, så de kan videreudvikle deres produkter.«

Efter Andreas Mogensens besøg i Industrien Hus fortsatte han til turen til Amalienborg, hvor han var i audiens hos Dronningen.