Asmaa skaber uro hos Enhedslisten

Enhedslistens tidligere folketingskandidat Keld Albrechtsen kritiserer Asmaa Abdol-Hamids udtalelser om, at irakiske oprørere har ret til at angribe danske tropper. Frank Aaen bakker Asmaa Abdol-Hamid op.

Asmaa Abdol- Hamid. Arkivtoto: Keld Navntoft Fold sammen
Læs mere

Det er forkert af Enheds­listens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid at forsvare irakeres ret til at angribe danske soldater i Irak. Det mener den tidligere markante folketingspolitiker i Enhedslisten, Keld Albrechtsen.

»Jeg ville under ingen omstændigheder gå ud med sådan nogle udtalelser. Jeg kunne aldrig drømme om det, og jeg finder det forkert i en situation, hvor et flertal i Folketinget har vedtaget at udsende danske styrker. Dér er det klart, at man som dansk statsborger ikke bør opfordre til væbnet kamp mod danske styrker,« siger Keld Albrechtsen.

Asmaa Abdol-Hamid sammenlignede situationen i Irak med Danmark under Anden Verdenskrig, da der også var en modstandsbevægelse, men den argumentation holder ikke, mener Keld Albrechtsen.

»Jeg mener ikke, at sammenligningen med besættelsen i Danmark er holdbar, fordi selvom jeg er hundrede procent imod vores engagement i Irak, så er der jo i dag en konstruktion, der hviler på en godkendelse fra FN, det kan vi jo ikke komme udenom,« siger Keld Albrechtsen og fortsætter:

»Hvornår en modstandsbevægelse er berettiget, er et meget kompliceret spørgsmål, men jeg mener hverken, det er hensigtsmæssigt eller berettiget i den situation, der er i Irak. Der mener jeg tværtimod, at etableringen af fredelige, politiske og verdslige partier, der kan gå ind og bekæmpe galskaben til alle sider, må være den eneste vej frem.«

Ingen bør dø
Johanne Schmidt-Nielsen, der er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og folketingskandidat, er heller ikke begejstret for Asmaa Abdol-Hamids ordvalg.

»Jeg ville have formuleret mig anderledes. Det er jo aldrig positivt, når nogen dør eller bliver angrebet. Ingen danskere eller irakere bør dø i en krig, der bygger på løgn,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, der dog understreger, at hun principielt er enig med Asmaa Abdol-Hamid i, at det irakiske folk har ret til at gøre oprør mod besætterne.

Frank Aaen har fra begyndelsen forsvaret Asmaa Abdol-Hamids udtalelser, og han mener da heller, at Keld Albrechtsen har ret i, at modstandsbevægelsen ikke er berettiget.

»Der er en besættelse også rent teknisk vurderet fordi den regering, der har godkendt det, er oprettet under en besættelse. Og derfor kan man ikke tale om demokrati før tropperne trækker sig tilbage. Jeg mener, hun (Asmaa Abdol-Hamid, red.) har ret i det principielle synspunkt, at når der er en besættelse, så må man også regne med, at der bliver skudt igen, og det kan man ikke fordømme moralsk.«

Han henviser endvidere til, at flere eksperter i Berlingske Tidende i går vurderede, at der ikke var noget kontroversielt i at støtte irakeres kamp imod militære styrker.

»Principielt enig« lød meldingen fra et bredt udsnit af Enhedslistens hovedbestyrelse og folketingsgruppen, hvor talelysten i går ikke var stor.