Det er meget muligt, at Det Kongelige Teaters store forårssatsning på skuespilfronten, det amerikanske kæmpestykke »Arven«, varer hele otte timer og ti minutter, når man spiller det i sin helhed, hvilket teatret gør på lørdage. Man kan, i parentes bemærket, også vælge at se det over to hverdagsaftener.
Men stykket er ikke et sekund for langt. Tiden flyver afsted i den fængende og bevægende fortælling om en gruppe bøsser i nutidens New York, der søger en identitet. Ikke mindst ved at spejle sig i tidligere generationer af homoseksuelle mænd, der måtte kæmpe med undertrykkelse eller den aids-epidemi, der afkortede mange liv.
Man griner, græder og forfærdes, håber og frygter løbende i den stort anlagte forestilling, der først og fremmest giver plads til nye, dygtige talenter, men også til veteranerne Morten Kirkskov, Jens Jørn Spottag og Karen-Lise Mynster i overbevisende indsatser. Resultatet er en forestilling, som i sjælden grad engagerer sin tilskuer.
Uddrag af anmeldelsen:
»Med sit humanistiske budskab og den samhørighed, der opstår på tværs af rampen mellem salen og skuespillere, der forsvarer deres roller i en respektindgydende kollektiv indsats, har den en evne til at sætte sig dybt i sin tilskuer. Ikke bare i de mere end otte timer, den varer. Men også længe ud over det. Den er, med andre ord, svær at slippe. Hvor meget teater kan man sige det om? Er det ligefrem for meget at sige, at »Arven« er en forestilling, der gør sin tilskuer til et bedre menneske, sådan som den forlanger af os, at vi spørger os selv, hvem vi er, hvem vi gerne vil være? Det er lige før, man synes det.«