Arvefjender: »Mit forhold til Brøndby-fans? Lidt det samme som til tømmermænd og fodvorter«

Brøndby og FC København støder sammen på fodboldbanen, og for ægte fans er det tid til at lufte deres fjendebilleder: FC København er ikke en klub, kun en forretning, og Brøndby er for svagt begavede virkelighedsfornægtere. Men fjendebilledet vil altid være en skygge af os selv, siger filosofihistoriker.

Brøndby og FC København støder sammen på fodboldbanen(Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Mit forhold til Brøndby-fans? Lidt det samme som til tømmermænd og fodvorter.«

Ordene kommer fra Jonatan Folkver, passioneret FCK-tilhænger og ikke bange for at tale lige ud af posen.

»FCK-fans er nogle meget arrogante typer,« siger Daniel Jensen, lige så passioneret og lige så åbenmundet, men Brøndby-tilhænger.

De to klubber mødes i dag. Det samme gør SønderjyskE og Esbjerg og Lyngby samt FC Nordsjælland. Alle steder er historien i princippet den samme. Det er mødet med fjendebilledet, årets vigtigste superligakamp. Men ingen steder er det større end, når Brøndby og FC København mødes. I år er der ekstra meget på spil, for efter ti års tørke ser det ud til, at Brøndby har fundet det spil, der giver Vestegnen ret til at drømme om guldet. De to klubber har lige mange point og ligger som nummer et og to i Superligaen.

Begge klubber har meget aktive fangrupper, og på deres internetfora bliver der sparket til debatten, som var det en bold, der skulle sparkes ud af kommunen.

»Folk med brug for at føle sig som en del overklassen, arrogante uden og have noget at ha’ det i. En klub lavet af forretningsmænd.« Sådan lyder karakteristikken af FC København fra en bruger på SydSiden.dk, Brøndbys fanforum.

På FCKs ditto er der en tråd, der tilsyneladende har kørt siden 2007, med navnet »BIF: Sagde eller skrev de virkelig det? – nr. 6.« Her er sporten at finde Brøndby-citater, der får afsenderen til at ligne en idiot.

»Vi hader dem! Vi hader hader hader dem!« siger Peter Juul, inkarneret FCK-tilhænger, om Brøndbys fans.

Der er talrige eksempler på, at fjendskabet mellem de to klubber har ført til vold og fængslinger. Alligevel mener fankulturforsker ved SDU, Jonas Havelund, at det er sundt at være fan.

»Ja, overordnet set er det en positiv ting, meget positiv,« siger han.

Jonas Havelund har blandt andet skrevet »Grundbog i idrætssociologi« og forsket i hooliganisme. Han kender de grimmeste sider af fankulturen.

»Volden i Danmark foregår tit væk fra stadion,« siger han. »Den er ikke så synlig mere, for hvis hooligans skal have slåskampe gennemført, skal de gøre det under radaren. Det ved de godt, så de aftaler med modstanderens hooligans at mødes på en mark eller en parkeringsplads. De aftaler, hvor mange der møder op, og hvad spillereglerne er den dag.«

Havelund mener, at de voldelige fraktioner i fangrupperne ser sig selv som en slags elitefans – de der er ude at kæmpe for klubbens ære. De kan have en vis magt på tribunen, være med til at sætte tonen, men de er få. Langt de fleste er på stadion for at hygge sig – og forhåbentlig se holdet slå modstanderen. Ikke mindst når modstanderen er ærkerivalerne, dem man voksede op ved siden af.

»Jeg er fra Amager. Der er flere af mine barndomsvenner, der er FCK-fans. Det gør mig ikke noget. Vi kan sagtens snakke sammen. Men jeg bliver nok aldrig bedste venner med en, der er FCK-fan,« siger Kasper Christensen, Brøndby-fan med sæsonkort til sydsiden – den del af Brøndby Stadion, hvor de mest dedikerede holder til, men på den øvre del. »Det er lige lidt mere afslappet,« som han siger.

I hans barndom var det cirka 50/50 i klassen. Nogle blev tilhængere af FCK, nogle af Brøndby.

»De, der blev FCK-fans, var de, hvis forældre havde en villa i Dragør,« siger han.

De kan være gode nok, men de bliver nok aldrig helt så dedikerede som Brøndby-fans. Det har noget at gøre med medgangen, mener Kasper Christensen, deres loyalitet er aldrig blevet testet, ikke på eller uden for banen.

»Loyalitet er det helt afgørende i fankultur,« siger Jonas Havelund. »Man viser, man er loyal, man skifter ikke bare fra den ene dag til den anden. Man er loyal, også over for de værdier, klubben har. I Brøndby sætter man en ære i at være hårdtarbejdende.«

Brøndby er for de hårdtarbejdende. De, der tager deres del af slæbet uden at pibe. De, der holder ved, når det bliver hårdt. De loyale. Mener de selv. Det kan ikke overraske, at tilhængere af FC København ikke køber idéen om, at de skulle være mindre loyale end deres modparter ti kilometer vest for hovedstaden.

»Jeg så min første kamp i 1992,« siger Jonatan Folkver. »Jeg har været engageret i fanmiljøet siden 2002. Men Brøndby-fans har det, vi kalder Brøndby-sandheder. De siger et eller andet tilpas mange gange, og så tror de selv, at det er sandheden.«

Fjendebillederne lever i bedste velgående. FC København er en pengestyret småkorrupt legeplads for selvfede millionærer. Brøndby er en illusorisk flok kontanthjælpsmodtagere, der lever i fortiden. Og sådan fortsætter det.

»Der findes, så vidt jeg ved, ikke et samfund i verdenshistorien, der ikke har haft fjendebilleder,« siger filosofihistoriker Aksel Hanning. »Så længe vi har skriftlige kilder, har vi eksempler på fjendebilleder.«

Aksel Haaning er blandt andet forfatter til bogen »Antikrist: Problemet om det onde. Et essay om fjendebilleder« og en ny bog om den scweiziske psykolog Carl Gustav Jung. Han beskriver fjendebilleder som »et spejlbillede med modsat fortegn.« Hvis du gerne vil være ydmyg, finder du nogle andre at kalde arrogante. Fjendebilledet er din skygge. Det er en del af dig selv, men den del du helst vil gemme væk. Du udstiller de andre, men i virkeligheden også dig selv.

»Man indeholder jo som regel fjendebilledet i sig selv uden at være klar over det. Ved at projicere det over på andre kan man stille sig selv i et bedre lys. Jo mere Brøndby kan opstille et parodibillede på FCK, jo mere tror de på deres billede af sig selv. Man forstærker sig selv ved at udstille andre.«

Når Aksel Haaning skriver om fjendebilleder er det ofte i et dystert skær. Jødeforfølgelsen er det mest oplagte eksempel. Derfor er han på vagt over for fjendebilleder, men når det kommer til fodbold, er han mere afslappet. Hvis alle samfund, små eller store, alligevel skal have et billede af nogle andre, der er helt forfærdelige, er det bedre, at det er et andet fodboldhold.

»Det kan jo give en form for afløb. Fjendebilleder er bundet op på følelser. Det samme er sport, og det er godt at få afløb for sine følelser. Men en smule selvindsigt er også godt,« siger han.

Men hvorfor? Hvorfor engagere sig i den evige kasten med fordomme? Fordi det er berigende at være del af noget, mener Jonas Havelund, at være del af et fællesskab. Inden for fællesskabet findes flere lag af hiereakier og fraktioner: De, der tager til alle kampene, også hvis det betyder seks timer i bus, og at de ikke kommer til familiefødselsdagen. De, der kommer til hjemmekampene. De, der tænder romerlys – de såkaldte ultras. Medløberne, der kun kommer, når det går godt. Men det er stadig et fællesskab.

»Det er ikke særligt rationelt. Det er en dyb følelse, man har, når man siger, man er fan af en fodboldklub. Det er en livslang kærlighed,« siger han.

En kærlighed, der er den samme, lige meget hvilken klub du holder med.

»Det interessante er, at fodbold appellerer til så mange, lige fra dem uden penge til dem, der har masser. De begejstres over den samme klub, den samme kamp,« siger Jonas Havelund. »I store træk er der ikke den store forskel på klubbernes fans.«