Arla skal destruere ost efter rotteplage

Efter rotteangreb på ostelageret i Mønsted Kalkgruber ved Viborg skal Arla Foods destruere et stort parti ost. Det skal ske inden den 1. marts.

Fødevareregion Nord i Viborg kræver, at Arla Foods destruerer et stort parti ost, som har været udsat for rotteangreb i Mønsted Kalkgruber ved Viborg. Gruberne har i 22 år fungeret som et ellers meget velegnet lager for Grube Ost, der kun sælges i Tyskland.

Kontrolchef Bente Reinholdt oplyser til Ritzau, at Arla skal fremsende dokumentation for, at osten er destrueret senest den 1. marts.

Omkring 200 ton ost er hjemtaget fra det tyske marked eller flyttet fra lageret i kalkgruberne til et lager på det nedlagte Vellev Mejeri i nærheden.

- Osten skal destrueres, fordi vi ikke kan afvise, at der har været rotter i ostelageret, siger kontrolchefen.

/ritzau/