Der er mange måder at ældes på i rockmusikkens verden. Nogen bliver ved med at banke den samme gamle krikke (ehm, Muse?), andre forsøger desperat at jagte ungdommens flamme (Coldplay, anyone?), og så er der Arctic Monkeys, der i stedet vælger at ældes med stil og ynde.
»There’d Better Be A Mirrorball« er første udspil fra briternes kommende syvende album, »The Car«, og her lyder de vitterligt som den fineste årgangsvin. Glem alt om de støjende elektriske guitarer, der tegnede første del af deres karriere tilbage i 00erne. Det her er Alex Turner i indfølt croonermode over klaver, sepiatonede filmstrygere, uldne orgler og knastørre analoge 70er-trommer. Det smukkeste sekund af en dødsdømt romance fastholdt i svævende superslowmotion.
Med andre ord: Moden tristesse af den ypperligste slags.
Vi glæder os, til hele albummet er landet i oktober.
Lyt til sangen her: