Arbejdsskadestyrelsen nedlagt af hackerangreb

Et hackerangreb har lammet IT-systemet hos Arbejdsskadestyrelsen, der har lukket telefonerne. Hackerne kræver en løsesum for at løse situationen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Natten til mandag blev Arbejdsskadestyrelsen udsat for et hackerangreb, der har lammet hele styrelsens IT-system, skriver Fagbladet 3F.

Hackerne har ifølge 3F fået adgang til Arbejdsskadestyrelsens IT-system via en virus på en af medarbejdernes computere, hvorefter de ubundne cybergæster har krypteret en række filer, som de nu kræver løsesum for at give styrelsen adgang til igen.

»Det er korrekt, at Arbejdsskadestyrelsen har været udsat for et såkaldt ransomware, hvor hackere har skaffet sig adgang til vores IT-system og en række filer, som der kræves løsesum for at frigive igen. Hacker-angrebet betyder, at vi ikke kan sagsbehandle. Og når vi ikke kan sagsbehandle, giver det ingen mening, at vi svarer på borgernes opkald. Derfor har vi midlertidigt lukket telefonerne,« siger Peder Wiese, kontorchef for digitalisering i Arbejdsskadestyrelsen, til Fagbladet 3F.

Peder Wiese understreger dog, at hackerne ikke har taget eller ændret på nogen personfølsomme oplysninger - ligesom der heller ikke mangler data.

Der arbejdes sammen med Statens It på en løsning på hackerangrebet, men der er endnu ingen tidshorisont.

Siden slutningen af 1990erne er al journalisering i Arbejdsskadestyrelsen foregået digitalt, og styrelsen har for tiden 30.000-50.000 verserende sager.