Arbejdsmanden

85 I MORGEN: Tidligere statsminister Anker Jørgensen betragtes i vide kredse som selve personifikationen af de grundlæggende værdier, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse har stået for i generationer.

Anker Jørgensen fylder 85 i morgen. Foto: Bent Midstrup Fold sammen
Læs mere

Anker Jørgensen, der i morgen kan fejre 85 års fødselsdag, er meget mere end tidligere partiformand og statsminister. Skæbnen har forundt ham et langt otium, og han har opnået det sjældne at blive en myte i levende live. Han betragtes i vide kredse som selve personifikationen af de grundlæggende værdier, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse har stået for i generationer: Solidaritet med de svageste og drømmen om økonomisk og social lighed. Op til den runde dag har en række af landets populæreste kunstnere netop lavet en indspilning af traditionelle arbejdersange med den karakteristiske titel »De største er de små - Sange til Anker«.

Kunne man forestille sig en lignende hyldest til nogen anden nulevende dansk politiker? Næppe.

Men historien om den forældreløse Anker fra Christianshavn, der efter syv års skolegang blev arbejdsdreng, lagerarbejder og sidenhen fik en karriere som fagforeningsleder og blev landets statsminister, er også eneståede.

Allerede da han i en ung alder arbejdede på FDBs lager blev han valgt som tillidsmand, og det banede vejen for nye poster med voksende indflydelse op gennem fagbevægelsen. Han blev formand for Lager- og pakhusarbejdernes fagforening i København og sidenhen formand for landets største fagforbund, SID. Undervejs havde han med utrættelig flid på kurser i Danmark og udlandet indhentet de manglende boglige kundskaber. Og det var ikke kun løntariffer og forhandlingsteknik, han satte sig ind i. Han fulgte levende med i kulturlivet, og ikke mindst er han fortrolig med de væsentligste skønlitterære forfatterskaber fra efterkrigstiden. Moderne lyrik var ikke det, man beskæftigede sig mest med i fagbevægelsen, og det var ikke uden en vis sarkasme, at LO-formanden Thomas Nielsen engang bemærkede, at Anker nok læste lidt for mange bøger.

Folketingsmand med lav profil
Sideløbende med arbejdet i Arbejdsmandsforbundet var han fra 1964 og de følgende 30 år uafbrudt medlem af Folketinget. I begyndelsen holdt han en yderst lav profil, men Jens Otto Krag havde lagt mærke til ham, og da Krag i 1971 dannede regering, tilbød han Anker Jørgensen posten som arbejds- og trafikminister. Det blev nej tak. Anker havde rigeligt at se til som forbundsformand.

Et årstid efter ringede Krag igen. Det var om morgenen, 3. oktober 1972. Danmark havde dagen forinden stemt ja til indtræden i EF. Nu var det ikke Trafikministeriet, men Statsministeriet, der blev tilbudt. Krag ville til overraskelse for alle trække sig ud af politik, og Anker havde fem minutter til at overveje situationen. Det blev ja tak.

Det var intet mindre end en politisk bombe, for Anker Jørgensen havde ingen ministererfaring overhovedet, og han havde knap nok som menigt medlem af folketingsgruppen deltaget i væsentlige politiske forhandlinger. Men han blev mødt med en betragtelig grad af sympati i befolkningen, for hans uhøjtidelige og aldeles usnobbede stil tiltalte mange. Han boede med sin familie i en beskeden lejlighed i et udpræget arbejderkvarter i Sydhavnen, og det agtede han at blive ved med.

Valgnederlaget
Året efter ramte den første oliekrise hele den vestlige verden, og Danmark blev trukket med i faldet. Samtidig blev Socialdemokratiet ramt af splittelse, da Erhard Jakobsen dannede Centrum Demokraterne, og Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Liste A mistede 24 mandater, og Anker lignede en slagen mand. Men han rejste sig igen, og godt et år senere kunne han atter danne regering. Arbejdsbetingelserne var imidlertid vanskelige. Med en halv snes partier i Folketinget var det umuligt at etablere holdbare flertalskonstellationer, og den økonomiske krise blev tillige en vedvarende politisk krise. 1970erne var præget af arbejdsløshed og inflation og hvert år steg underskuddet på betalingsbalancen og statsbudgettet.

Hverken for landet eller for statsministeren var det nogen lykkelig periode, og set på afstand må man konstatere, at Anker Jørgensens mange fremragende menneskelige egenskaber ikke slog til, når de ubehagelige, men nødvendige politiske beslutninger skulle tages. Danmark havde - med finansminister Knud Heinesens ord - »kurs mod afgrunden«.

I september 1982 gav Anker op og overlod regeringsmagten til Poul Schlüter. Anker Jørgensen blev som leder af oppositionen i de efterfølgende år ansvarlig for, at Socialdemokratiets og landets traditionelle forsvarspolitik blev undermineret med 23 fodnoter. Det førte Socialdemokratiet endnu længere bort fra magten. I 1987 overlod Anker posten som partiformand til Svend Auken, og i 1994 forlod han Folketinget.

Reception kl. 13-16 på Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København.