Apriiiiiilsnaaaaaar!

Fredag er det 1. april, og traditionen tro gør medierne klar til at bringe vilde løgnhistorier. Se nogle af de bedste fra tidligere tider her.

2001: BT: Metro-tog kørt op på Rådhuspladsen i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fotomanipulation

Traditionen tro vil de danske medier i morgen, fredag, udnytte muligheden for at have lov til at bringe fuldblods løgnhistorier.

Det er nemlig 1. april og tid til årets aprilsnar.

I 2010 kørte Ekstra Bladet f.eks. historien om, at tidl. chefredaktør Bent Falbert skulle være spindoktor for statsminister Lars Løkke Rasmussen, og TV 2/Lorry beskrev, hvordan der i Frederiksberg Have var set en flodhest i kanalerne.

Læs også: Aprilsnar: Ti af de kække

I 2009 bragte Berlingske historien om, at man fra 2010 kunne blive gift på Facebook ved at downloade en applikation med navnet »Bryllup«.

Aprilsnarren i de danske medier går dog langt tilbage i tiden. I 1914 kunne en københavnsk avis således berette, at solen havde sovet over sig og stod ni minutter for sent op.

Den venstrehåndede Whopper

Også internationalt går man op i 1. april. I 1998 havde Burger King f.eks. indrykket en opsigtsvækkende helsidesannonce i amerikanske aviser for en ny specialitet på deres menukort: Den venstrehåndede Whopper.

I 1973 oplyste BBC Radio i Storbritannien, at mennesker, der blev udsat for hollandsk elmesyge, blev immune over for forkølelser. Desværre var der den bivirkning, at rødhårede samtidig fik gult hår. Derfor burde de rødhårede ikke færdes i skovene.

Billedserie: Aprilsnarrene vi aldrig glemmer

Der er forskellige teorier til, hvor traditionen med at »narre april« stammer fra, men den ses i Europa helt tilbage i det 16. århundrede.

Berlingske.dk samler fredag morgen op på alle de danske nyhedsmediers bud på årets aprilsnar.