Da Apple i efteråret afviste at sælge og distribuere Peter Øvig Knudsens digitale bøger om den danske hippiebevægelse på grund af fotografier af nøgne mennesker, blev der sat gang i en heftig debat om censur og den kulturelle betydning af Apples adfærd. Men der har indtil nu manglet en vigtig stemme i debatten: Apple.
I går meldte den californiske virksomhed sig så på banen, da to chefer fra Apples europæiske hovedkontor holdt et møde med EU-parlamentariker Morten Løkkegaard (V), der er næstformand for parlamentets kulturudvalg. Formålet med mødet var at få sat gang i en dialog om Apples håndtering af kulturprodukter samt diskutere de principielle perspektiver.
»De sagde ordret, at de betragter fotografierne i Peter Øvig Knudsens bøger som rendyrket pornografi og gjorde det helt klart, at de ikke vil acceptere den slags indhold. De var budbringere, ikke beslutningstagere, så de viderebragte sådan set bare budskabet om, at Apple ikke tolererer nøgenhed,« fortæller Morten Løkkegaard.
Flere end 50 franske bøger er blevet afvist
De danske hippie-bøger er blot et af mange eksempler på, at Apple afviser at sælge og distribuere kulturprodukter, fordi virksomheden finder indholdet upassende.
Flere end 50 franske bøger er blevet afvist eller ændret siden september sidste år – primært på grund af nøgne mennesker, heriblandt tegnede silhuetter. Titler som Naomi Wolfs »Vagina: A New Biography« er blevet til »V****a: A New Biography«, og kyssende mænd i belgiske Tim Boudens tegneserier er blevet skjult under en sort bjælke.
»På mødet med Apple var mit budskab, at det er på tide, at de kommer ind i kampen og indgår i en diskussion omkring denne problemstilling. På nuværende tidspunkt mærker forfattere og andre kunstnere konsekvenserne af Apples politikker, men forbrugerne mærker det også – og de er ved at blive bevidste om det,« siger Morten Løkkegaard, som til fulde anerkender, at en privat virksomhed som Apple ikke er forpligtet til andet end at overholde den gældende lovgivning.
På den anden side anser han den kunstneriske ytringsfrihed for at være en kerneværdi i Europa og mener derfor, at det er relevant at diskutere, hvordan en stor kulturdistributør som Apple agerer.
Europæiske politikere – heriblandt kulturminister Marianne Jelved (R) – har også udtrykt bekymring over Apples handlinger, som ofte bliver kaldt »de facto-censur«.
Der er ligeledes bekymring for, at kunstnerne vil udøve selvcensur, så de kan distribuere deres produkter via Apples populære digitale butikker.
Den europæiske sammenslutning af forlæggere, Federation of European Publishers (FEP), bliver jævnligt gjort opmærksom på tilfælde, hvor forfattere og udgivere bliver afvist af Apple, censureret eller udøver selvcensur.
Apple handler mod friheden til at udgive
»FEP støtter stærkt op om friheden til at udgive, som er lige så vigtig som ytringsfrihed og frihed til at læse. Udgivelsesfriheden er begrænset, hvis bøger ikke er tilgængelige for størstedelen af offentligheden gennem de videst mulige distributionskanaler. At nægte at distribuere en bog, som opfylder de lovmæssige krav i Europa, er at handle mod friheden til at udgive,« udtaler FEPs direktør, Anne Bergman-Tahon.
Hos den europæiske sammenslutning af magasinudgiverne, European Magazine Media Association (EMMA), kan man også nikke genkendende til problematikken.
»Det er et væsentligt emne, fordi Apple på nuværende tidspunkt er en dominerende aktør på det digitale magasinmarked, men som forening har vi ikke et officielt standpunkt. Nogle af vores medlemmer har indgået tophemmelige aftaler med Apple, som vi ikke har nogen indsigt i, og det komplicerer området for os,« siger EMMA-direktør Max von Abendroth.
Hun peger på, at et af de helt store problemer er, at Apples retningslinjer er ret løst formulerede, hvilket kan gøre det svært for udgivere at vurdere, om indholdet er acceptabelt eller ej.
Apple vil ikke diskutere sin politik
Under mødet med Apple opfordrede Morten Løkkegaard til, at de to europæiske chefer viderebragte budskabet om, at man i EU-regi ønsker at indlede en dialog med en beslutningsdygtig topchef.
»Så nu sætter jeg med igen ned og venter,« siger Morten Løkkegaard, som også viderebragte en anden opfordring på mødet:
»Jeg foreslog, at de deltager i en høring om emnet her i parlamentet, men det ville de slet ikke høre tale om. Det strider direkte mod deres kultur at diskutere deres politik med offentligheden. Det sagde de ligeud. Det er en del af virksomhedens ånd. Men jeg tror, at selv mægtige Apple kommer til at indse, at hvis man bliver så dominerende i verden, at man kan sætte normer for kultur og adfærd, så bliver man nødt til at gå i dialog med de mennesker, som man påvirker.«