Appetit på madpakken

Bylinefoto Berlingske Jonas Stenbæk Christoffersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I de mindste klasser gik jeg hver dag efter skole op på min fars kontor i centrum af Slagelse. To højresving på fortovet og så var jeg fremme. Mandag til fredag. Lige indtil min far fandt nye fysiske rammer. Jeg husker tydeligt den dag, hvor alle ringbindene og bøgerne blev pakket i kasser. I helt detaljeret grad det øjeblik, hvor reolen i baglokalet blev trukket til side, og min hemmelighed blev afsløret.Begge mine forældre var der, da et væld af uspiste madpakker væltede frem bag reolen. Mine madpakker. Heldigvis lå de så tørt, at de bare var skrumpet ind som druer, der bliver til rosiner. Og da min far på det tidspunkt stadig røg hvide Kings på kontoret, havde dunsten aldrig taget magten i lokalet. Men hvor var det pinligt. Når jeg havde valgt at lægge dem der, skyldtes det to ting. På den ene side ønskede jeg ikke at såre i særlig grad min mor, som hver dag stod og brugte tid på at skære agurken i små stykker, så den kunne forme et sjovt ansigt på min leverpostejsmad. På den anden side var der bare dage, hvor jeg fik nok af at sætte tænderne i kombinationen af rugbrød og pålæg.

Det er godt 25-30 år siden, men i en ny undersøgelse foretaget på årets Arla Food Fest, som vi fredag bringer i Kids’ News, viser det sig, at godt halvdelen af de adspurgte skoleelever mellem ti og 14 år nogle gange smider deres madpakke ud. Surt slid og gode vitaminer, der ryger i skraldespanden, og masser af elever, som enten finder på alternativer, eller som ikke får det spark af energi, som skal holde dem på stikkerne resten af dagen. Mine egne børn ligger lige under denne aldersgruppe. Det betyder ikke, at madkasserne hver dag bliver tømt, men det, som ikke bliver spist, kommer med retur. Forleden lignede min datters madkasse til forveksling sig selv fra om morgenen, da den blev tømt i skraldespanden om eftermiddagen. Vi spurgte naturligvis, hvorfor? Og svaret var, »... at hun bare ikke havde lyst i dag«.

Det kan jeg næppe bebrejde hende. Hvis René Redzepi og Rasmus Kofoed er madlavningens svar på Vincent Van Gogh og Pablo Picasso, så står jeg ved Køge Bugt Motorvejen og maler grå autoværn mere grå, når jeg skal smøre madpakke. Heldigvis er min kone mere kreativ, og da jeg pendler tidligt om morgenen, smører hun klart flest. Men det ændrer ikke ved, at kassen stadig er fyldt med nuancer over rugbrød med pålæg, og også hun oplever tilfælde af afvist madpakke. Med min egen reolhemmelighed i bagagen forsøger jeg at undgå at give min datter dårlig samvittighed over for smørrebrødsjomfruen, når hun ikke har indtaget sin frokost. Men hun skal jo spise. Og måske er den største chance for spisegaranti, at hun selv bliver involveret i køkkenet om morgenen, som jeg for nylig blev foreslået.

På den måde kan hun selv få indflydelse på den kulinariske oplevelse til frokost, ud fra devisen selvgjort er velgjort. Så er spørgsmålet bare, om hun er til Van Gogh eller grå autoværn klokken seks om morgenen. Men hvis vi nu hjælpes ad med lidt dekorative motiver i børnehøjde, så er risikoen for, at vi ender i en ny reol-gate nok minimal. For hvem skjuler madpakker fra sig selv bag fars reol?