Antallet af trafikdræbte faldet

For første gang i år ser antallet af trafikdræbte i forhold til bundåret 2006 ud til at falde. I juni måned blev 21 dræbt i trafikken, det er ti færre end samme måned sidste år.

Foto: Mogens Flindt Fold sammen
Læs mere

2007 har indtil videre stort set ikke leveret andet end dårlige nyheder, når det gælder dræbte og tilskadekomne i trafikken.

Men for første gang i år er antallet af dræbte i trafikken faldet i forhold til samme måned sidste år. 21 mistede livet i trafikken i juni måned - det er 10 færre end samme måned sidste år.

Antallet af tilskadekomne i juni måned i år ligger med 531 marginalt lavere end samme måned sidste år, hvor 534 kom til skade.

Det samlede antal dræbte ligger dog stadig markant højere end 2006, hvor "kun" 129 blev dræbt i trafikken. I år har trafikulykker indtil videre kostet 185 mennesker livet.

Hos Rådet for Større Færdselssikkerhed klapper man da også langt fra i hænderne over de nye tal.

- En enkelt måned meget svært at konkludere noget ud fra. Og antallet af dræbte i 2007 er fortsat markant højere end sidste år. Skal vi nå samme for hele året som sidste år, skal der ske et mirakel, siger Jesper Sølund, dokumentationschef hos Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Undersøgelsen bygger på indberetninger fra Politiet.