Antallet af indbrud og tyverier på det laveste siden 1995

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der bliver anmeldt færre indbrud og færre tyverier.

Antallet af indbrud i Danmark er nu det laveste i 24 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix/Arkiv

Der bliver begået færre indbrud end tidligere. Faktisk er antallet af anmeldelser af indbrud på sit laveste niveau siden 1995.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Antallet af anmeldte indbrud i tredje kvartal er således 11.838. Sammenlignet med anmeldte indbrud i forrige kvartal er der sket et fald på 3,4 procent, oplyser statistikkontoret.

Danmarks Statistik skriver, at 52 procent af de knap 12.000 indbrud er sket i beboelser, mens 25,5 procent er sket i forretninger og virksomheder. De resterende 22,5 procent er sket i »ubeboede beboelser«.

»I alle tre former for indbrud har der været et fald i anmeldelser sammenlignet med kvartalet før,« skriver Danmarks Statistik.

Generelt faldende

Antallet af ejendomsforbrydelser er generelt faldende. I tredje kvartal 2019 er der således blevet anmeldt 71.702 såkaldte ejendomsforbrydelser. I 2009 var tallet på 118.094. Det er et fald på knap 40 procent.

I ordet ejendomsforbrydelser ligger flere forskellige kriminalitetstyper fra dokumentfalsk over brandstiftelse til indbrud.

Ifølge Danmarks Statistik hænger det faldende antal anmeldte ejendomsforbrydelser sammen med, at der som nævnt ikke anmeldes lige så mange indbrud som tidligere.

Også anmeldte tyverier er på sit laveste siden 1995. Ifølge Danmarks Statistik er der anmeldt 24.824 tyverier. Dog skriver statistikkontoret, at antallet af anmeldelser af tyverier har været forholdsvist konstant i løbet af 2019, og sammenlignet med det sidste kvartal er antallet kun faldet med én procent.