To voldsomme røverier mod den samme antikvitetsbutik i Odense har tirsdag givet en straf på fængsel i fire år til en 45-årig mand.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Røverierne mod Antik Blå i Vintapperstræde skete med nogle måneders mellemrum sidste år.
I retten tilstod Lars Storm det seneste, som fandt sted 13. august, men nægtede det første 22. marts, oplyser anklageren, senioranklager Jacob Thaarup.
Ved røveriet om foråret blev to ansatte truet med et koben og fik ordre om at lægge sig ned. Derefter hamrede manden løs på en montre for at få fat i smykker.
Næste gang havde den 45-årige en pistol med. Han tog ladegreb på våbnet, oplyser anklageren, og truede de samme to ansatte, som igen måtte følge ordren. Også en tredje person blev truet med pistolen.
Ofrene har afgivet forklaring i retten.
»Ud fra kropssprog og stemmeføring var vidnerne ikke i tvivl om, at det var den samme person,« siger Jacob Thaarup.
Efter kuppet i august offentliggjorde politiet fotos af den maskerede mand, der flygtede på en sort damecykel, i et forsøg på at få oplysninger fra vidner.
Anholdelsen skete 1. september. Han blev fundet hos en bekendt i Horsens, oplyser politiet.
Han blev blandt andet fældet af dna-spor, som han havde efterladt under et indbrud i samme butik i december 2020.
Ved domsafsigelsen valgte manden at tage betænkningstid med hensyn til en eventuel anke til landsretten.
/ritzau/
