Ansat aftalte røveri

Et røveri mod Superbrugsen var aftalt med en ansat i forretningen. Torsdag blev den ansatte og en af "røverne" fængslet.

Da tre maskerede og knivbevæbnede mænd søndag aften indfandt sig i Superbrugsen i Nordre Frihavnsgade på Østerbro og truede sig til weekendens omsætning, var der mere tale om skuespil end røveri.

"Røveriet" var temmelig brutalt. Kort efter lukketid trængte de tre mænd via bagindgangen ind i forretningen, hvor de med kniv truede en kun 15-årig ansat. På den måde fik de adgang til pengeskabet og weekendens omsætning på 275.000 kroner.

Men "røveriet" fandt sted efter aftale med den 15-årige, og torsdag blev han og en 16-årig kammerat begge fængslet i seks dage for tyveri. De to sidste deltagere var torsdag endnu på fri fod.

/ritzau/