Annoncører forlader Den Korte Avis: Profilen passer ikke til os

Negativ fokus på indvandring og islam passer ikke på Nordeas profil, siger bankens marketingschef. Så nu trækkes annoncerne væk fra Den Korte Avis. Just Eat følger efter.

Ralf Pittelkow og Karen Jespersens  nyhedssite »Den Korte Avis« er lløbet ind i modvind fra annoncører.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Nordens største bank, Nordea stopper nu sine annoncer på netmediet Den Korte Avis, fordi banken »ikke kan stå inde for« det journalistiske indhold, skriver Jyllands Posten.

Det er første gang, at Nordea har truffet en sådan beslutning, og årsagen er blandt andet Den Korte Avis’ store, negative fokus på indvandring og islam, oplyser banken.

»Vi vurderer altid, hvor vi annoncerer, og i dette tilfælde har vi vurderet, at Den Korte Avis' journalistiske profil ikke passer til Nordea. Derfor har vi valgt at stoppe annoncerne,« siger Nordeas marketingschef Kim Grue til Jyllands-Posten.

Senere torsdag har også fastfood-leverandørfirmaet Just Eat, meddelt, at man vil have sine annoncer fjernet fra Den Korte Avis, efter at en bruger på Twitter har gjort dem opmærksomme på annonceringen.

»Vi vil selvfølgelig straks tage kontakt til dem (mediebuerauet, red) så vi kan få fulgt op på den uheldige placering,« skriver en Jonas fra Just Eats Kundeservice på Twitter.

Den Korte Avis ejes og drives af tidligere politisk rådgiver og kommentator Ralf Pittelkow, der er ansvarshavende chefredaktør og hans hustru Karen Jespersen, tidligere indenrigsminister for Socialdemokratiet, inden hun skiftede til Venstre, hvor hun blev velfærdsminister under Fogh.

De to sendte netavisen på gaden i 2012, og har siden fået en betydelig læserskare ikke mindst takket være sociale medier. Ud over indtægter fra annoncer og private bidrag modtager Den Korte Avis knap 149.000 kroner i mediestøtte i år ifølge JP.

Nordeas annonce var kommet på denkorteavis.dk, fordi netmediet er en del af en større annoncepakke, som Nordea har købt via et mediebureau.

»Vi har dog her til morgen bedt vores samarbejdspartner om at stoppe den, ligesom vi fremover ikke kommer til at annoncere i mediet,« oplyste Nordea Danmark i en kommentar på Facebook tidligere torsdag.