To års fængsel til Anni Brinch og halvandet år til hendes medtiltalte blev dommen i en af de største sager om rufferi i Danmarkshistorien. En del af den medtiltaltes dom er gjort betinget, så hun slipper i første omgange med at afsone seks måneder bag tremmer.
De to kvinder skal desuden betale henholdsvis 6.375.000 kroner og 1.825.000 kroner, som politiet konfiskerer, da de er tjent på ulovlig rufferivirksomhed.
Retten anså det for bevist, at Anni Brinch reelt havde været medejer af bordellerne og havde modtaget halvdelen af overskuddene.
Anni Brinch har anket dommen.
150 kvinder og 11,5 millioner kroner
De to kvinder stod tiltalt for samlet at have tjent ikke under 7 millioner kroner på at ikke under 100 kvinder har solgt sex fra syv adresser i landet.
LÆS OGSÅ: Anni om bordeller: Jeg lavede webarbejdet
LÆS OGSÅ: Skæbnedag for Anni Brinch
Derudover stod Anni Brinch tiltalt for at have tjent ikke under 4,6 millioner kroner på at mindst 50 kvinder har solgt sex fra et bordel i København.
Det er de forhold de to tiltalte nu er fundet skyldige i. Ved strafudmålingen har retten lagt vægt på, at Anni Brinch i 2005 blev straffet med et års fængsel for en lignende sag om rufferi.
Den nuværende dom henviser til rufferivirksomhed i perioden december 2005 til april 2009, hvor Anni Brinch blev anholdt.
Kendt fra realityprogram
Kendis-fænomenet Anni Brinch på 38 år - tidligere Anni Fønsby - har været i mediernes søgelys efter sit forhold til it-millionæren Erik Damgaard og deres realityprogram »Anni og Erik goes to Hollywood«.
Retssagen har også nydt en del opmærksomhed i medierne, og Anni Brinch har undervejs hævdet, at hun i seks tilfælde blot lånte penge til den medtiltalte, der ville købe bordeller og senere modtog en del af overskuddet som afdrag på gælden.
Et bordel i Ringsted overdrog hun til veninden, der kunne drive det videre, mens det sidste bordel i sagen på Skt. Kjelds Plads i København nærmest fungerede som et kvindekollektiv, hvor Anni lejede lejligheden, og de prostituerede betalte til hende, idet hun stod for deres hjemmeside.
»Jeg lever altså af det«
Ifølge politiets aflytninger, har begge tiltalte kvinder dog i utallige telefonsamtaler givet udtryk for, at det er indtægten fra bordellerne, som de lever af.
»Jeg lever altså af det«, skal den medtiltalte kvinde have sagt om bordellerne. »Jeg lever ligesom af de penge for alle vores klinikker«, har også Anni sagt, ligesom hun også i en anden samtale har omtalt klinikkerne som sit »levebrød«.
LÆS OGSÅ: Erik Damgaard tjekkede Annis konti
Det finder retten bevist, hvorfor de tiltalte nu er idømt fængselsdomme.
Automatvåben og anabolske steroider
Ud over rufferi blev Anni Brinchs medtiltalte desuden dømt for flere kriminelle forhold, blandt andet at have været i besiddelse af adskillige automatvåben, ammunition og en enorm mængde anabolske steroider. Det er nu konfiskeret.
Retssagen er kørt ved Retten i Odense, og dommen blev afsagt uden retsmøde.