Anna Libak bliver Berlingskes nye udlandsredaktør

1. maj tiltræder Anna Libak, som tidligere har været udenrigsredaktør på Weekendavisen og Berlingskes korrespondent i Rusland, i stillingen som udlandsredaktør på Berlingske.

Berlingskes kommende udlandsredaktør er Anna Libak, der kommer fra en stilling som litteraturredaktør og ansvarlig for Weekendavisens bogtillæg gennem de seneste fem år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Berlingskes kommende udlandsredaktør er Anna Libak, der kommer fra en stilling som litteraturredaktør og ansvarlig for Weekendavisens bogtillæg gennem de seneste fem år.

Det er dog udenrigsstoffet, der har præget store dele af Anna Libaks hidtidige karriere, som det vil være mange af Berlingskes læsere bekendt. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk og har en sprogofficeruddannelse i russisk fra forsvaret. Hun har i en periode været udenrigsredaktør på Weekendavisen, og hun var Berlingskes korrespondent i Rusland i årene 1999-2003, et job hun i en omskiftelig og dramatisk periode i russisk historie med bl.a. Vladimir Putins tiltræden og krigen i Tjetjenien bestred med stor gennemslagskraft, personlighed og troværdighed. I en grad, så hun i 2003 modtog Den Berlingske Fonds store journalistpris.

Anna Libak har, siden hun forlod Berlingske i 2003, bevaret sit engagement for det internationale, dels på Weekendavisen, dels i foredrag og som kommentator. Hun sidder desuden i bestyrelsen og forretningsudvalget i Udenrigspolitisk Selskab.

Libak tiltræder jobbet som udlandsredaktør 1. maj.