København. Syv udlændinge, der var tiltalt i sager om voldtægt, er sluppet for et krav om udvisning, selv om kravet burde have været rejst, fastslår Rigsadvokaten.
"Klart utilfredsstillende", lyder den øverste anklagers vurdering i en pressemeddelelse mandag.
Fejlene er afsløret i forbindelse med, at i alt 175 domme om voldtægt begået af udenlandske statsborgere siden 2012 er blevet gennemgået.
- Landets anklagere skal som det klare udgangspunkt kræve enten ubetinget eller betinget udvisning af udlændinge i straffesager, hvis grundbetingelserne er opfyldt, siger statsadvokat Jens Røn i en udtalelse.
- Det er ikke sket her, og vi indskærper derfor, at der altid skal være fuldt fokus på spørgsmålet om udvisning, fortsætter han.
I dag er det ikke muligt at vurdere, om de syv tiltalte faktisk ville være blevet udvist, lyder det.
På grund af fejlene har Rigsadvokaten bestemt, at de to regionale statsadvokater i København og Viborg skal føre tilsyn med de lokale anklagere for at sikre, at der altid bliver rejst krav om udvisning, når det er relevant.
/ritzau/