Anklager vil have datter drabsdømt

Den tiltalte dræbte sin mor, slår anklager fast. Forsvareren bad nævningene om at tage faderen med i overvejelserne, inden de fælder dom.

Fronterne er trukket op i den nordjyske drabssag i Vestre Landsret. Der mangler brikker i puslespillet, men der er ingen rimelig tvivl om, at 38-årig datter dræbte sin 60-årige mor med knivstik sidste sommer, mener anklageren.

- Der er en lang, lang række punkter, hvor kvindens forklaring strider mod de objektive beviser. Hendes opførsel viser også, at hun taler usandt, sagde anklageren, statsadvokat Elsemette Cassøe i proceduren.

Forsvarer siger, at de manglende brikker er for vigtige til, at hun kan dømmes, og peger blandt andet på, at der mangler et mordvåben. Han holder fast i, at anklager ikke har magtet at løfte tilstrækkelig bevis mod den 38-årige tiltalte og vil have faderens mulige motiver på nævningenes blok. Nævningene fælder deres dom torsdag.

/ritzau/