Anklager: Rejse til Syrien skal mindst give et halvt års fængsel

Den første straffesag om ophold i konfliktzoner i Syrien skal afgøres af Retten i Aarhus.

I flere måneder opholdt en 39-årig dansker sig i Syrien, hvor han sammen med den kurdiske milits YPG deltog i kampene for at indtage Raqqa. Billedet af YPG-folk er taget fra sommeren 2017. Danskeren tog hjemad i marts 2017. Goran Tomasevic/arkiv/Reuters Fold sammen
Læs mere

En mand fra Aarhus bør straffes med ubetinget fængsel mellem seks og otte måneder, fordi han opholdt sig i et konfliktområde i Syrien uden at have fået myndighedernes tilladelse.

Det siger en anklager tirsdag i Retten i Aarhus.

Den 39-årige Tommy Mørck har fortalt, at han deltog i kampe med den kurdiske milits YPG mod Islamisk Stat. Sammen med sine kammerater ville han indtage byen Raqqa.

»Der er ingen formildende omstændigheder,« mener advokaturchef Jacob Balsgaard Nielsen.

Den tiltalte har sagt, at han ikke kendte til den omstridte lov, der trådte i kraft 30. september 2016. Forinden var han rejst fra Danmark til det nordlige Irak. Han kom til Syrien i november samme år.

»Jeg tænkte nok, at det kunne være i gråzonen og måske imod en eller anden lov, men det var det rigtige at gøre,« siger Tommy Mørck.

Han tilføjer, at der ikke var skilte ude i ørkenen, da han kørte rundt med en enhed med et tungt våben. Også af den grund vidste han ikke, at han befandt sig inde i et af de områder, som Danmark har forbudt sine statsborgere at opholde sig i.

Dette skal dog ikke fritage ham fra straf, lyder det fra anklageren.

»At han ikke ude i sandet kunne se skilte med distriktsgrænser udelukker ikke forsæt, når han havde besluttet at tage ophold ved frontlinjen,« siger advokatchef Jacob Balsgaard Nielsen.

Imidlertid er sagen langt fra klar, når det gælder geografien, påpeger Tommy Mørcks forsvarer.

For eksempel har PET, der blev opmærksom på den 39-åriges rejse, haft besvær med bynavnes stavemåder, understreger advokat Amalie Starch.

PET kontaktede både Justitsministeriet og Forsvarets Efterretningstjeneste for at få hjælp til at tyde kort og grænser i det nordlige Syrien.

»Det er alt, alt for uklart,« siger Amalie Starch om geografien.

/ritzau/