Anklager: Planlagt terrorisme

Anklager hobede beviserne op i sagen i Sarajevo, hvor dansktyrkeren AC og svenskeren "Maximus" er tiltalt for at planlægge en terrorhandling.

Det trækker op til en dom i terrorsagen i Sarajevo, hvor anklageren torsdag gjorde status i en afsluttende procedure.

Han nærmest slyngede om sig med beviser mod ikke mindst den tiltalte dansktyrker AC og svenskeren med tilnavnet "Maximus".

Det skal komme de to til skade, at de planlagde en terrorhandling over lang tid, og at terrorisme er et af de største globale problemer, sagde anklager Ahmed Halebic.

De to unge muslimer blev taget i en lejlighed i Sarajevo med 20 kg sprængstof, et selvmordsbælte og en lyddæmpet pistol - som befandt sig i hånden på dansktyrkeren, da politiagenter fra det bosniske indenrigsministerium stormede lejligheden i oktober 2005.

Fredag får forsvarerne det sidste ord, inden sagen bliver optaget til dom.

/ritzau/