Anklager: Parken-dom signalerer nultolerance for urent trav

Anklagemyndigheden er godt tilfreds med markant skærpelse af dom i Parken-sag.

Arkivfoto: Østre Landsrets fængselsstraffe i sagen om kursmanipulation i Parken er hårde, men rimelige, siger senioranklager Jan H. Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Østre Landsrets fængselsstraffe i sagen om kursmanipulation i Parken er hårde, men rimelige, siger senioranklager Jan H. Hansen.

»Jeg er meget tilfreds med landsrettens resultat, som viser, at vores vurdering fra starten har været den rigtige.«

»Man er nået frem til at sende et signal om, at den her adfærd, hvor man systematisk manipulerer aktiekursen, tolererer vi ikke i et samfund, hvor det finansielle system er meget afhængigt af, at der ikke begås urent tav«, siger senioranklageren.

To tidligere Parken-topfolk - Flemming »Don Ø« Østergaard og Jørgen Glistrup - er idømt fængsel i halvandet år. De stod bag handel med Parkens egne aktier, der påvirkede kursen på selskabets aktier.

De to kendte erhvervsmænd har gjort sig skyldig i grov kursmanipulation, lyder det i en dom torsdag morgen i Østre Landsret.

De to fik henholdsvis fire og seks måneders fængsel i byretten. Men i landsretten lå man altså tættere på anklagerens vurdering, som lød, at det skulle koste to års fængsel til begge.