Anklager kræver fængsel til imam for prædiken om jødedrab

En imam risikerer at blive idømt ubetinget fængsel for hadsk prædiken. Hans forsvarer vil have ham frifundet.

En imam risikerer at blive idømt ubetinget fængsel for hadsk prædiken. Hans forsvarer vil have ham frifundet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det skal koste mellem otte og ti måneders ubetinget fængsel, at en imam i marts 2017 prædikede om drab på jøder i en moské på Nørrebro i København.

Det mener anklager Anders Larsson, der tirsdag procederer i sagen ved Københavns Byret.

»Min påstand er, at straffen bør være mellem otte og ti måneders ubetinget fængsel. Det er en grov forbrydelse at opfordre til drab på andre,« siger han.

Imamen er tiltalt for at have bifaldet drab på jøder. Ifølge juraen kan det udløse op til tre års fængsel, men helt så vidt går anklageren altså ikke.

Den 51-årige prædikant nægter sig skyldig og mener, at hans ytringer er taget ud af kontekst. Derfor går hans forsvarer, Henrik Stagetorn, også efter at få sin klient frifundet.

»Det er retorik og ikke en opfordring eller en udtrykt billigelse af drab,« siger han.

Sagens kerne handler om en fredagsprædiken, som imamen Monzer Baajour holdt i Masjid al-Faruq-moskéen på Heimdalsgade 31. marts 2017. Her lød det:

»Dommedag oprinder ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne, således at muslimerne slår dem ihjel, og jøden vil skjule sig bag sten og træer, og stenen og træerne vil sige: 'O muslim, O Guds tilbeder, der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham'.«

Monzer Baajour er også kendt under navne som Monzer Abdullah og Mundhir Abdallah.

Det er første gang, at den særlige bestemmelse i straffeloven tages i brug, efter at den blev indført 1. januar 2017. Paragraffen omtales blandt andet som forkynderloven.

Fra politisk side er målet, at bestemmelsen skal skærpe indsatsen mod radikalisering og religiøse forkyndere.

Moskéen på Heimdalsgade i København er omdiskuteret. Det har været fremme, at den har tætte relationer til den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir.

Og netop trådene til Hizb ut-Tahrir lagde anklageren vægt på.

»Tiltalte tilhører uden tvivl Hizb ut-Tahrir. Det er også i den kontekst, at vi skal se ytringen. Der er tale om et budskab fra Hizb ut-Tahrirs katalog for at fremme deres fortolkning,« siger Anders Larsson.

/ritzau/