Anklager bløder op i terrorsagen

Offentligheden må alligevel gerne høre med, når Politiet Efterretningstjeneste skal afhøres i terrorsagen fra Odense.

Politiets civile agent fik nøje instrukser, da han i sommeren 2006 infiltrerede en formodet terrorcelle i Vollsmose.

Disse såkaldte kildeførere og kontrollanter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) er indkaldt som vidner i terrorsagen fra Odense, men anklagemyndigheden forsøgte indtil tirsdagens retsmøde at holde deres forklaringer for lukkede døre.

Nu åbnede anklager Charlotte Alsing Juul muligheden for, at pressen og tilhørerne kunne lytte med i et tilstødende retslokale. De må bare ikke se PET-folkene rent fysisk af sikkerhedsmæssige årsager.

Anklagerne forsøger at indføre samme model, når politiets civile agent skal afhøres.

Det medførte store protester fra forsvarsadvokaterne og pressen, da agenten i modsætning til PET-folkene ikke er ansat hos politiet.

/ritzau/