Anklagemyndigheden forsøger i historisk sag at få hjemvendt syrienjihadist dømt for landsforræderi

En hjemvendt syrienjihadist er blevet varetægtsfængslet for landsforræderi under særligt skærpende omstændigheder og risikerer fængsel på livstid. Det er første gang siden retsopgøret med danskerne i nazistisk krigstjeneste efter Besættelsen, at anklagemyndigheden rejser en sag om landsforræderi. Syrienjihadisten, Ahmed El-Haj, nægter sig skyldig.

Måske åndede Ahmed El-Haj en smule lettet op, da han blev anholdt i Københavns Lufthavn i december 2019 og rullet i kørestol med sine ødelagte ben ind i byretten til grundlovsforhør.

Godt nok blev han sigtet efter terrorparagraffen. Men selvom Ahmed El-Haj offentligt har erkendt at have tilsluttet sig terrorbevægelsen Islamisk Stat i Syrien, undgik den hjemvendte jihadist de tungeste terrorbestemmelser, der kan udløse tocifrede fængselsdomme.