Anklage-myndigheden med de få sejre

Statsadvokaten for Særlige Inter- nationale Straffesager har ikke mange retssagssejre i bagagen, men det er heller ikke et succeskriterium, fastslår statsadvokat Birgitte Vestberg.

Birgitte Vestberg, Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager, erkender, at hendes instans ikke vinder ret mange sager. Men det er heller ikke afgørende, siger hun: »Vores succeskriterium er, at vi får undersøgt, om der bor folk i Danmark, der skal retsforfølges. Og så er det lige så nyttigt at få klarlagt, når det ikke er tilfældet.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Benita Marcussen

I går faldt dommen i sagen om et ti år gammelt drab i Pakistan – en 51-årig mand blev frifundet – og hermed fordobledes antallet af domme i Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesagers (SAIS) historie. For det kan tælles med to fingre, hvor mange gange denne særlige statsadvokatur har indbragt sager for en domstol, men ifølge statsadvokat Birgitte Vestberg, der har ledet SAIS siden oprettelsen i 2002, er antallet af retssager slet ikke det afgørende måleinstrument.

»Vores succeskriterium er, at vi får undersøgt, om der bor folk i Danmark, der skal retsforfølges. Og så er det lige så nyttigt at få klarlagt, når det ikke er tilfældet,« siger hun og henviser til de mange sager, der afsluttes, fordi den påståede forbrydelse slet ikke har fundet sted.

Sagerne kan dog også ende brat på grund af en manglende gerningsmand. En sag fra Rwanda, hvor statsadvokaturen vurderede, at der var grundlag for at rejse tiltale, måtte eksempelvis afsluttes, da den mistænkte afgik ved døden.

Og i andre sager forsvinder de mistænkte fra landet. Det var eksempelvis tilfældet i 2003, da den mand, som SAIS kan takke for sin eksistens, forsvandt fra Danmark.

Den irakiske hærchef
Manden havde et par år tidligere fået bølgerne til at gå højt, da det kom frem, at han – en tidligere irakisk hærchef, mistænkt for at have begået krigsforbrydelser og medvirket til drab på 180.000 kurdere – boede i Sorø på »tålt ophold«.

Forargelsen voksede yderligere, da Udlændingeservice dengang fandt frem til en snes andre sager om asylmodtagere i Danmark, som kunne mistænkes for at have alvorlige forbrydelser på samvittigheden.

I kølvandet på polemikken blev Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager født – de skulle sikre, at personer, der bor i Danmark og har begået eksempelvis krigsforbrydelser, tortur og drab uden for Danmarks grænser, ikke kan gemme sig for lovens lange arm.

»Det handler om at sende et signal. Danmark skal ikke være et fristed for personer, der har begået alvorlig kriminalitet i udlandet. Folk skal ikke kunne skjule sig, de skal kunne retsforfølges, hvor end de befinder sig,« fastslår Birgitte Vestberg, der forsikrer, at SAIS er parat til at føre en sag, hvis den irakiske hærchef igen skulle krydse Danmarks grænser.

»Vi har en færdigpakket sag på ham, der bare ligger og venter.«

Dyr retfærdighed
Ikke alle sager om kriminalitet i udlandet ender dog på SAIS’ bord. Den nedre grænse går ved forbrydelser, der har en strafferamme på mindst seks års fængsel, blandt andet for at kunne sikre en rimelig sammenhæng mellem sag og udgifter.

For det er ikke en billig fornøjelse at beskæftige sig med de internationale straffesager. Rejser til fjerne destinationer, langvarig efterforskning og – hvis sagerne kommer så langt – transport af vidner til Danmark kræver mange ressourcer, erkender Birgitte Vestberg.

»Vi er meget bevidste om det. Først når vi har en klar fornemmelse af, at den strafbare handling er blevet begået, begynder vi at indsætte de påkrævede ressourcer. Men retfærdighed er dyr.«

Udover en god portion midler er SAIS også afhængig af velvilje hos myndighederne i andre lande, fjernt fra Danmark. Heldigvis er det meget få gange, at SAIS har fået afslag på retshjælpsanmodninger – og når de modtager udenlandsk bevismateriale, så ligner det til forveksling det, de kender hjemmefra.

»Selvfølgelig kan politirapporter være håndskrevne, og dokumenter, der har været opbevaret i arkiv længe, kan være delvist spist af insekter, men grundlæggende ligner bevismaterialet vores eget. Det er opmuntrende,« siger Birgitte Vestberg.

Anderledes kulturer
Ifølge Birgitte Vestberg er efterforskningen i udlandet dog i sig selv noget af en udfordring. I første omgang, fordi vidner, bevismateriale og gerningssted ikke som ved normalt opklaringsarbejde er inden for kort fysisk rækkevidde. Men også fordi SAIS ofte bliver konfronteret med retssystemer, der fungerer meget anderledes end det danske. Eksempelvis det pakistanske, hvor et officielt forsoningsinstitut har kompetence til at frifinde en drabsmand, hvis han og ofrets familie frivilligt har indgået en aftale om forsoning.

»Vi kan ikke kritisere det, vi kan kun konstatere det. Når man efterforsker i et fremmed land, skal man virkelig passe på ikke at støde de lokale. Vi er nødt til at indrette os efter kulturen i det land, vi er i,« fastslår Birgitte Vestberg.